Den danske grænseproblematik var måske nok ikke et tema på det netop overståede EU-topmøde. Men den fyldte godt i korridorerne.
Det er i hvert fald den tyske forbundskansler, Angela Merkels, udlægning. I slutningen af topmødet bryder hun ganske usædvanligt med diplomatiets uskrevne regler og vurderer over for pressen, at mange statsledere havde behov for at vende sagen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Jeg talte med den danske statsminister før mødet. Det er ikke eksplicit blevet taget op med den danske statsminister i diskussionen i dag. Men jeg tror, at mange kolleger har talt bilateralt med den danske kollega om det, siger Merkel.
Kansleren havde selv mulighed for at drøfte toldkontrollen med Lars Løkke Rasmussen under en telefonsamtale onsdag.
Modsat Angela Merkel så er den danske statsminister helt lukket, når det gælder grænsedrøftelserne. Løkke vil hverken be- eller afkræfte, at han har forsøgt at overbevise kolleger om, at toldkontrollen nok skal holde sig inden for EU-reglerne.
- Jeg refererer ikke samtaler på tomandshånd. Men jeg kan sige, at den danske aftale har på ingen måde været genstand for nogen diskussion på mødet, siger Løkke.
- Det er ikke fordi, det er specielt følsomt. Men i forbindelse med sådan et møde her er der meget snak bilateralt, og det er der ikke tradition for at gøre rede for, fortsætter han.
Ifølge en central kilde i Statsministerens delegation er der dog tale om, at Løkke har vendt temaet med Merkel samt EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU's præsident Herman Van Rompuy, som han allerede vendte sagen med forleden. Desuden tog Løkke selv sagen op over for yderligere en statsleder.
Den ansvarlige EU-kommissær, Cecilia Malmström, har sagt, at hun stoler på regeringens løfter om, at toldkontrollen bliver indført i fuld overensstemmelse med både Schengenreglerne og EU's indre marked.
Det er dog fortsat uklart, om det kan ske uden ændringer i grænseaftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie