Mette Frederiksen advarer DF: Lad jer ikke lokke af de blå
Socialdemokratiet vil lave grøn omstilling med De Radikale og stram udlændingepolitik med Dansk Folkeparti, siger partiformand Mette Frederiksen S) ved partiets kongres. Foto: /ritzau/Finn Frandsen/arkiv
/ritzau/Finn Frandsen/arkiv
Socialdemokratiet vil lave uddannelses- og miljøpolitik med R og udlændingepolitik med Dansk Folkeparti.
Mens Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fra talerstolen ved DF's årsmøde i Herning afkræver Socialdemokratiet en garanti for, at De Radikale ikke får indflydelse på udlændingepolitikken, så lægger S-formand Mette Frederiksen på partiets kongres i Aalborg op til at samarbejde med begge partier.
Mette Frederiksen udvælger dog nøje de områder, hvor hendes parti kan arbejde sammen med de to partier.
- En fortsat grøn omstilling. En indædt kamp for at sikre flere børn en bedre fremtid. Nye satsninger på uddannelse. Det glæder vi os til at gennemføre med De Radikale, siger hun.
- En fortsat stram udlændingepolitik. Bedre forhold for de ældre. En styrket indsats mod social dumping. Det glæder vi os til at gennemføre sammen med Dansk Folkeparti.
Mette Frederiksen sender i samme ombæring en advarsel til Dansk Folkeparti, som partiet det seneste år har haft et tættere samarbejde med.
Med direkte adresse til Kristian Thulesen Dahl siger Mette Frederiksen:
- Det er altså som om, du er bedst, når jeg er ved din side. Husk bare den finanslov, hvor du blev lokket til at skære i de ældres boligydelse, lyder det med henvisning til finansloven for 2016.
Der blev Dansk Folkeparti og den daværende Venstre-regering enige om en finanslov, der indeholdt besparelser på den boligydelse, pensionister kan modtage.
Men besparelserne blev senere trukket tilbage, da beregninger fra Ældre Sagen viste, at de ramte hårdere, end politikerne havde regnet med.
- Derfor kan jeg godt blive lidt bekymret for den kommende tid. Når Kristian Jensen lægger et smart regnestykke frem. Når Simon Emil Ammitzbøll taler om, hvor godt det er med ulighed. Og når Brian Mikkelsen leger "Hvem vil være millionær?"
- Så husk: Du har en livline. Du kan altid ringe til en ven, siger Mette Frederiksen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie