Landmændene skal sætte ind med en kraftig reduktion af deres kvælstofudledning. Det slår miljøminister Karen Ellemann (V) fast, efter at flere partifæller har skabt tvivl om regeringens miljøpolitik.
De har blandt luftet idéen om, at regeringen skal udskyde indførelsen af den vandrammeplan, der blandt andet skal mindske landbrugets udvaskning af kvælstof med 19.000 ton i løbet af de næste fem år. Men det er ikke aktuelt, understreger miljøministeren.
- De 19.000 ton i 2015 er den aftale, jeg arbejder ud fra. Vi har en grøn vækstaftale og et reduktionsmål i vandmiljøplanerne. Det står vi ved, siger hun.
Landmændene frygter, at vandmiljøplanerne vil skyde bunden ud af deres økonomi. Beregninger fra Landbrug og Fødevarer peger på, at den planlagte reduktion vil koste 5100 job alene i Limfjordsområdet.
Karen Ellemann siger, at hun lytter til landbruget. Samtidig erkender hun, at der endnu ikke er nogen klar plan for, hvordan man når 2015-målet. Det står dog klart, at der fra 2012 til 2015 skal udledes 10.000 ton mindre kvælstof, hvis målsætningen skal overholdes.
- Jeg lytter til den bekymring, som sådan nogle udtalelser er begrundet i. Og det er klart, at de 10.000 ton, som indtil videre er uafklarede, giver grund til usikkerhed. Derfor er det enormt vigtigt, at vi bruger de rigtige teknologier, siger hun.
Et udvalg skal nu afklare, hvordan målet kan opfyldes. Og selv om både Enhedslisten og Socialdemokraterne glæder sig over, at miljøministeren melder klart ud, så er der stadig tvivl om, hvorvidt regeringen vil leve op til løftet.
- Jeg er meget skeptisk over for, om hun kan gennemføre det. Vi har flere gange set, at regeringen sætter nogle mål, som den ikke lever op til, siger Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie