Milliard skal hjælpe danskere der er truet af ledighed
Hvis der skal skabes nye job i Danmark, så kræver det en veluddannet arbejdsstyrke. Derfor afsætter regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative én milliard kroner af til voksen- og efteruddannelse.
Det fremgår af aftalen om første del af vækstplanen, som faldt på plads efter forhandlinger i Finansministeriet søndag aften.
- Vedligeholdelse og videreudvikling af medarbejdernes kompetencer er et vigtigt element i at fastholde produktion og arbejdspladser i Danmark, skriver parterne i aftalen.
Den betyder, at der i perioden fra 2014 til 2017 vil blive investeret i uddannelse, der kan hjælpe medarbejderne til at øge produktiviteten.
Konkret skal flere ufaglærte voksne løftes til faglært niveau. Det skal ifølge parterne samtidig sikre de ufaglærte danskere mod arbejdsløshed i takt med at deres arbejdspladser flytter til udlandet.
Flere faglærte skal løftes til videregående niveau, så de kan indgå i virksomhederne på nye pladser.
Parterne lægger også op til at se på, hvordan midlerne i AMU-systemet kan bruges mere effektivt.
- Aftaleparterne noterer sig, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter vil igangsætte et fælles arbejde om anbefalinger til et uddannelsesløft, der skal forbedre produktivitet og vækst i Danmark, hedder det i aftalen.
Samlet set baner den vej for en bedre uddannet arbejdsstyrke, og det har stor betydningen for muligheden for at skabe job, lyder det fra De Radikales finansordfører, Sofie Carsten Nielsen.
- Det er afgørende, at vi med aftalen hjælper den private jobskabelse på vej, for krisen har netop kostet private arbejdspladser. Hvis det skal lykkes os at få gang i væksten igen, er jobskabelsen i den private sektor nøglen, siger Sofie Carsten Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie