Minister: Nye regler vil skade dansk realkredit
Troels Lund Poulsen udtrykker i brev til Baselkomitéen bekymring over, at nye regler kan skade realkreditten.
Hvis Baselkomitéen indfører varslede nye regler, kan det få store konsekvenser for det danske realkreditmarked. Det skriver erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i et brev til komiteen.
Brevet er til formanden for Baselkomitéen, der fastsætter regler for finansielle institutioner, Stefan Ingves. Det er sendt efter et møde mellem formanden og den danske minister.
- Tak for et konstruktivt møde, hvor jeg havde muligheden for at udtrykke Danmarks holdning til forslaget samt vores dybe bekymring for den danske realkreditsektor, skriver Troels Lund Poulsen og udtrykker forståelse for formålet med nye regler for banker.
- Vi har dog stærke bekymringer for markante, negative effekter for de danske realkreditinstitutioner, fortsætter ministeren.
Problemet består i, at de nye Basel-regler kan ende med at stille store krav til, hvor mange penge realkreditinstitutter skal have liggende som sikkerhed. Et tal på 130 milliarder kroner florerede tidligere via rygter fra branchen.
De penge skal op af kundernes lommer, og dermed kan de nye regler gøre det markant dyrere at låne penge til en bolig.
- Vi opfordrer derfor stærkt komitéen til en anden tilgang, skriver ministeren.
Troels Lund Poulsen understreger, at de danske udlån til boligmarkedet er ganske sikre og derfor ikke burde kræve mere kapital som sikkerhed.
- Det (de lave nedskrivninger red.) er et tydeligt tegn på, at den danske realkreditmodel er særligt robust. Det skyldes blandt andet, at de - udover at være underlagt den samme regulering som banker - er underlagt en særlig national lovgivning, siger ministeren.
- Det er derfor ikke nødvendigt, at der stilles så skrappe krav til realkreditten, som Baselkomitéen har foreslået.
De endelige regler fra Baselkomitéen er endnu ikke på plads, og der er med Troels Lund Poulsens ord "en lang proces foran os".
- Regeringen kommer til at fortsætte kampen for den danske realkredit over for Baselkomitéen og EU-systemet, så vi kan fastholde den danske realkreditmodel, siger han i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie