Ny folkeskole-aftale gør op med klasselæreren
Når regeringens reform af folkeskolen står til at træde i kraft efter næste folketingsvalg, kan eleverne ikke alene se frem til en længere skoledag. De kan også se frem til, at deres sædvanlige klasselærer er væk, skriver Information.
Forligspartierne bag den nye aftale om folkeskolen - regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti - lægger op til, at den klassiske klasselærerfunktion bliver afskaffet. Fremover skal det være muligt for flere lærere eller pædagoger at deles om opgaven.
I aftalen om fremtidens folkeskole skriver partierne, at skolerne "skal have frihed til at fastsætte, hvordan organisationen og ansvaret er placeret for løsningen af opgaven som klasselærer".
Det vækker bekymring og undren hos to af landets førende folkeskole-stemmer, at politikerne bag forliget gør op med den klassiske klasselærerfunktion.
- Det er meget vigtigt, at vi har klasselærerfunktionen, hvor én lærer har ansvaret for at holde sammen på det hele og holde øje med elevernes personlige udvikling og deres relationer til hinanden, siger professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet.
- At dele det ansvar ud på flere personer er en rigtig dårlig idé, tilføjer han ifølge Information.
Det ærgrer også Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, at forligspartierne gør klar til et opgør med den klassiske klasselærerfunktion.
- Noget af det, vi bliver rost mest for rundt om i verden, er klasselærerbegrebet. Det forsøger mange lande at efterligne, siger han.
Børne- og undervisningsordfører Lotte Rod fra De Radikale mener, at skolerne har brug for større frihed til at planlægge og prioritere lærerressourcerne.
- Hvis man vurderer på den enkelte skole, at der kun er en lærer, der skal være klasselærer, kan man gøre det. Men nu åbner vi for, at andre kan varetage de opgaver, og det ser jeg gode muligheder i, siger hun til Information.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned