Partier presser regeringen: Forundersøgelse af Samsam-sag på vej
Enhedslistens Peder Hvelplund kæmper for at få gang i en undersøgelse af sagen om Ahmed Samsam, som siger, at han har været agent for de danske efterretningstjenester. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Partier fra EL til DF vil sende signal til regeringen og fredag tage skridt mod en undersøgelse af Samsam-sag.
Selv om regeringen ikke mener, at der er anledning til at undersøge sagen om Ahmed Samsam, der blev dømt i Spanien for at støtte Islamisk Stat, er det ikke sikkert, at den slipper fuldstændigt.
Fredag skal Folketingets Granskningsudvalg på et møde tage stilling til, om der skal laves en forundersøgelse forud for en eventuel Granskningskommission.
Og det ser ikke ud til, at regeringen kan undgå, at der som minimum bliver sat gang i sådan én.
- Man kan sige, at det er det første skridt henimod at få lavet en decideret Granskningskommission til at få undersøgt det her. Fordi det handler om tillid til retsstaten, og for at få undersøgt, om en borger sidder fængslet på et urigtigt grundlag, siger Peder Hvelplund, som er Enhedslistens medlem af Granskningsudvalget.
Ifølge Hvelplund har han fået tilkendegivelser fra alle ni partier udenom regeringen om, at de vil stemme for en forundersøgelse.
Det kræver 60 mandater at sætte gang i det særlige kontrolværktøj, som blev oprettet i kølvandet på minksagen. De ni partier i oppositionen har til sammen 85 mandater.
Selv om hverken Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste vil udtale sig, fastholder Ahmed Samsam, at han på sine rejser til Syrien arbejdede for de danske efterretningstjenester.
Det har DR og Berlingske også fået flere anonyme kilder til at bekræfte.
Tirsdag skrev to tidligere departementschefer i henholdsvis Justitsministeriet og Statsministeriet, Michael Lunn og Karsten Dybvad, i en kronik i Berlingske, at der kan være tale om justitsmord.
Før valget var et bredt flertal åben for at få undersøgt Samsam-sagen, men regeringspartierne mener ikke længere, at der er "anledning" til at undersøge, om Samsam har arbejdet som dansk agent.
- Vi synes, at der er stillet så afgørende spørgsmål, som har med retssikkerhed i Danmark at gøre, at det er nødvendigt, at man sætter en forundersøgelse i gang, når nu regeringspartierne ikke vil overholde det, som de lovede i valgkampen, siger Danmarksdemokraternes Peter Skaarup.
Peter Kofod, som er medlem af Granskningsudvalget for Dansk Folkeparti, siger:
- Den her sag har fyldt, og den har larmet, og det kan vi ikke være tjent med. Derfor er det på tide at få det undersøgt, så vi kan få sat et punktum, siger han.
Selv med en forundersøgelse skal der dog stadig efterfølgende være et flertal i Folketinget, før en såkaldt granskningskommission kan blive til virkelighed. Og det flertal er der først, hvis regeringen ændrer holdning.
Derfor handler det i første omgang om at få sendt et signal, siger SF's medlem af udvalget, Karina Dehnhardt Lorentzen.
- Det her handler om ikke at lukke debatten omkring denne sag, og jeg håber jo, at regeringen vil se det som et signal om, at det her er vigtigt, siger hun.
- Så jeg har endnu ikke opgivet håbet om, at regeringen lytter.
Granskningskommissioner som undersøgelsesform blev vedtaget i 2021.
Modsat undersøgelseskommissioner er granskningskommissioner forankret i Folketinget og ikke hos regeringen. Minksagen blev eksempelvis undersøgt ved en granskningskommission.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra regeringspartierne. Moderaternes gruppeformand og medlem af Granskningsudvalget har ikke noget at tilføje, end det justitsminister Peter Hummelgaard (S) har sagt flere gange. Nemlig at regeringen ikke finder anledning til yderligere undersøgelse af sagen. Socialdemokratiet og Venstre er ikke vendt tilbage.
Mødet i Granskningsudvalget er fredag klokken 13.
/ritzau/
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen