Partier tager forskud på valgkamp og er på gaden fra morgenstunden
Allerede fra klokken 6 i morges har Venstres Morten Dahlin delt flyers og slik ud på Hvalsø Station i Lejre.
I et interview tirsdag aften indikerede statsminister Mette Frederiksen (S) kraftigt, at hun onsdag vil udskrive valg til Folketinget.
Det har fået flere partier til at skyde gang i valgkampen og allerede fra morgenstunden gå på gaden for at møde vælgerne og dele flyers ud.
Blandt andre var Venstres Morten Dahlin fra klokken 6 klar på Hvalsø Station i Lejre for at dele flyers og slikposer ud med hans ansigt på.
- Jeg synes, at statsministeren allerede har sendt nogle kraftige signaler om, at valget er lige oppe over. Og vi ved også, at De Radikale vælter Mette Frederiksen, hvis hun ikke udskriver valget senest i morgen, siger Morten Dahlin.
- Derfor ville vi gerne være tidligt ude, så vi kan møde danskerne så tidligt som overhovedet muligt.
I et længere interview blev Mette Frederiksen tirsdag aften spurgt, om hun vil udskrive valget onsdag.
Til det svarede hun, "tampen brænder". Da klokkeslættet 10.30 blev nævnt, tilføjede hun, at "det bliver varmere".
- Er det der, spurgte DR-værten Kåre Qvist.
- Det er i hvert fald tæt på. Du kan godt huske legen med tampen brænder, ikke?, sagde statsministeren.
Efter Minkkommissionens kritik af regeringen kom De Radikale i starten af juli med et ultimatum til regeringen om, at valget skulle være udskrevet, senest når Folketinget åbner. Ellers vil partiet stille et mistillidsvotum 6. oktober.
Derfor er valgspekulationerne også taget til de seneste dage, mens Mette Frederiksen også har bidraget til det.
Alternativet er ligeledes på gaden onsdag morgen. Partiet har stået med plakater på Dronning Louises Bro i København, hvor cykelstien særligt om morgenen er travl.
- Man kan sige, at valgkampen jo har været i gang i noget tid på forskellige måder, og det her er et gadeevent, hvor vi gerne ville huske københavnerne på, at vi er glade for, at de cykler, siger partiets leder, Franciska Rosenkilde.
- Jeg tror, at der er en gejst for at komme i gang og få al den energi ud til folket, som vi går med, og for at få gang i den her valgkamp, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie