Mens flere af hendes partifæller har bakket op om kontroversielle udtalelser om muslimer fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, afviser DF-formand Pia Kjærsgaard nu helt at kommentere sagen. Det sker via en pressemedarbejder i partiet.
Det på trods af, at Pia Kjærsgaard selv er medlem af Trykkefrihedsselskabets såkaldt rådgivende organ. Andre af organets medlemmer - blandt andre Naser Khader (K) og Søren Pind (V) - har ellers meldt sig ud i kølvandet på udtalelserne fra Lars Hedegaard.
Med Pia Kjærsgaards tavshed er det fortsat uvist, hvordan hun forholder sig til Lars Hedegaards udtalelser om, at "piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far" og, i at "når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Det er en del af slaveriet".
Lars Hedegaard har efterfølgende modificeret udtalelserne til at være møntet på islam og ikke muslimer og beklaget generaliseringen. Men før det nåede Søren Krarup (DF) at fastslå, at Lars Hedegaard med sine udtalelser har "fuldstændig ret", ligesom Søren Espersen (DF) heller ikke ville tage afstand.
Tavsheden fra DF-formanden er derfor påfaldende, mener SF's formand, Villy Søvndal.
- Det burde jo ellers være den nemmeste sag i hele verden at tage afstand fra så ekstreme udsagn. Men vi må gå ud fra, at udtalelserne er udtryk for DF's holdning. Den, der tier, samtykker, lyder fra SF-formanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie