Regeringen afviser at fratage rocker fra TV 2-dokumentar statsborgerskab
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) afviser at debattere enkeltpersoner i Folketingssalen. Det lægger han til grund for, at regeringen ikke vil bakke op om DF's forslag om at fratage Fasar Abrar Raja sit statsborgerskab. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti ønsker at fratage Fasar Abrar Raja sit danske statsborgerskab efter TV 2-afsløringer.
Dansk Folkeparti har fredag på usædvanlig vis fremsat et lovforslag i Folketingssalen med ønsket om at fratage Fasar Abrar Raja sit danske statsborgerskab.
Det lader dog ikke til, at det kommer meget videre end det. Regeringen afviser nemlig hurtigt at bakke op om forslaget.
Det siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) ved 1.-behandlingen i Folketingssalen.
- Uanset, at personen er en, som de fleste gerne havde undværet, så er det svært at forestille sig, hvor grænsen går, hvis et flertal i Folketingssalen kan fratage borgere deres statsborgerskab, siger ministeren.
Det er usædvanligt, at et oppositionsparti stiller lovforslag, og de deltagende, heriblandt forslagsstiller Mikkel Bjørn (DF) og Kaare Dybvad Bek, virkede mildest talt også en smule forvirrede.
Normalt er det regeringen, der fremsætter lovforslag, mens oppositionen fremsætter beslutningsforslag. Det har primært betydning for praksis i salen
Det betød, at Mikkel Bjørn mod forventning ikke var den første taler.
- Men det er vores forslag? sagde han på vej ned fra talerstolen.
- Det er godt, der er styr på proceduren. Det her er også nyt for mig, stemte udlændingeministeren i.
Rockeren Fasar er kendt fra TV 2's dokumentar "Den sorte svane", der blev bragt i maj sidste år.
Programmet vakte stor opsigt og afslørede flere tilfælde af økonomisk kriminalitet, for eksempel hvidvask.
Og forslagsstiller Mikkel Bjørn DF giver ikke meget for ministerens forklaring.
- Det bliver en meget ensidet logik, hvis man ikke vil debattere fratagelse af statsborgerskab fra en mand, der har været seriekriminel i årevis, har misbrugt danskernes tillid, har trynet, tortureret og ofret mennesker ude i det danske samfund.
- Men man vil gerne debattere enkeltpersoners forhold hver eneste gang, man tildeler statsborgerskab til tusindvis af udenlandske borgere, hvoraf alt for mange ender ud i kriminalitet, siger han.
Den præmis anfægter Kaare Dybvad dog. Han mener, at der findes langt værre eksempler på kriminelle.
- Man rejser jo ikke denne sag, fordi man har fundet den værste. Man rejser denne sag, fordi det vil få presseomtale, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie