Regeringen forlænger skoledagen for de små

Regeringen vil forlænge skoledagen for de mindste elever fra 0. til 3. klasse.

Fremover skal de yngste skolebørn gå i skole seks timer om dagen, hvis det står til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det afslørede statsministeren i sin åbningstale til Folketinget.

- Vi vil give de yngste en skoledag fra 8 til 14. En seks timers skoledag. Seks timer med undervisning, fysisk aktivitet, kreativitet og lektielæsning. En tryg og sammenhængende dag, så børnene får den bedst mulige start på skolegangen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen vil finansiere den længere skoledag ved at skære i SU'en til unge studerende mellem 18 og 19 år, som bor hjemme - de såkaldte café-penge.

- En ny og bedre folkeskole er ikke gratis. Det kræver prioritering. Regeringen vil afskaffe SU'en til hjemmeboende unge på ungdomsuddannelse, de såkaldte cafépenge. De penge vil vi i stedet brug på folkeskolen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dog vil der være en pulje på 150 millioner kroner til familier, hvor SU'en til de hjemmeboende unge er nødvendig for at få økonomien til at hænge sammen og ikke blot kan betegnes som lommepenge, fastslår statsministeren.

- Der er unge og forældre , der har det svært. Familier i en særlig situation. For dem har SU'en aldrig været lommepenge eller cafépenge men en nødvendighed, siger Løkke.

Ændringerne i SU'en træder først i kraft fra sommeren 2012.

Planen om at øge antallet af timer for de yngste skolebørn er en central del i det udspil om folkeskolen, som regeringen vil komme med til november.

Planen lægger blandt andet op til, at alle børn skal kunne læse ved udgangen af anden klasse. Færre elever skal fremover i specialklasser, og lærerne skal rekrutteres blandt de bedste studerende.

Løkke lægger også op til, at elever, forældre og skolebestyrelser i højere grad skal være med til at udvikle folkeskolen, og at der skal være større åbenhed om skolernes resultater.

/ritzau/

Børn i de mindste klasser skal gå længere tid i skole. Det skal betales ved at fjerne SU fra hjemmeboende.

Offentliggjort Sidst opdateret