Regeringen har droppet at pålægge landbruget at lave miljøbeskyttende randzoner omkring vandløb allerede fra næste efterår. Planen er udskudt til 2012.
Det får Danmarks Naturfredningsforening til at beskylde fødevareminister Henrik Høegh (V) for at tækkes landbruget. Imens vil Socialdemokraterne og Enhedslisten trække fødevareministeren i samråd om sagen.
- Regeringen suspenderer, eliminerer eller reducerer alle de grønne tiltag, der skulle dæmme op for landbrugets forurening.
- Men for hver gang vi ødelægger vores natur og vandmiljøer, koster det borgerne mange gange mere at rette op end den gevinst, en landmand måske kan score på kort bane, siger naturfredningsforeningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.
Fødevareministeren slår på, at Danmark stadig følger tidsplanen for EU's vandrammedirektiv.
Han forklarer udsættelsen med, at myndighederne ikke har gode nok kort over vandløbene til lige nu at indføre de randzoner, hvor landmændene får dyrkningsforbud for at beskytte dyre- og planteliv.
- Det er beklageligt. Men for at kunne håndhæve dyrkningsforbudet og udregne den rigtige kompensation, skal vi kunne udpege arealerne korrekt, inden vi går i gang, udtaler Henrik Høegh i en skriftlig kommentar.
Socialdemokratene anfægter, at regeringen holder sig inden for EU-vandrammedirektivets tidsfrister.
- Det her kan godt give Danmark endnu en EU-sag på halsen for ikke at efterleve vandrammedirektivet, siger partiets miljøordfører, Mette Gjerskov.
Den radikale miljøordfører, Johs. Poulsen, kalder udsættelsen for "en skandale af dimensioner", og Enhedslistens Per Clausen mener, at regeringen svigter miljøet af hensyn til industrilandbruget.
Randzonerne er et af instrumenterne i regeringens plan om Grøn Vækst til at indfri blandt andet vandrammedirektivet. I sidste uge udskød regeringen også en ny afgift på sprøjtegifte til tidligst næste sommer. Den skulle være trådt i kraft fra årsskiftet.
Landbruget vånder sig over både randzoner og skrappere pesticidafgifter under henvisning til erhvervets betrængte økonomi.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie