Regeringen vil indføre karakterkrav om tre år
Fra skoleåret 2019/2020 skal nye gymnasielever have et gennemsnit på mindst 4 i matematik og dansk, lyder det.
Unge, der vil begynde på STX, HHX, HTX eller HF, skal have et karaktergennemsnit på mindst 4 fra folkeskolen i dansk og matematik for at blive optaget i gymnasiet.
Karakterkravet skal træde i kraft i skoleåret 2019/2020.
Sådan lyder det fra Venstre-regeringen, som tirsdag på et pressemøde har fremlagt sit udspil til en reform af de gymnasiale uddannelser.
- Det skal fases ind, så det gælder for skoleåret 2019/2020. Det giver folkeskolen og den enkelte mulighed for at rette ind, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Han mener, at flere unge i dag vælger gymnasiet, selv om de har "svage faglige forudsætninger".
- Mine egne erfaringer tilsiger, at hvis man møder folk med mål, forventninger og opbakning, så flytter de sig, siger Lars Løkke Rasmussen.
Regeringens ønske om et karaktergennemsnit på mindst 4 i dansk og matematik ventes at blive en af de helt store knaster i de forestående forhandlinger om en gymnasiereform.
De Konservative bakker op om regeringens forslag, mens Dansk Folkeparti kræver karakteren 6, og Liberal Alliance vil indføre karakterkrav på 7.
Socialdemokraterne og De Radikale vil ikke kræve et højere gennemsnit end 2.
At regeringen overhovedet har fokus på de unges karakterer i forbindelse med gymnasiestart, bliver imidlertid kritiseret i skarpe vendinger af både SF og Enhedslisten.
- Mennesker er mere værd end et tal på et papir. Vi skal have langt mere feedback og langt færre karakterer. Alle skal have en uddannelse, og de skal ikke møde tårnhøje karaktermurer, siger SF's undervisningsordfører, Jacob Mark.
Om regeringens udspil lyder det fra Enhedslistens undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj:
- Det vil generelt øge uddannelsernes sociale og etniske slagsside, og ikke mindst karakterkravene på HF vil betyde lukning af mange uddannelsespladser og true de mindre uddannelsesinstitutionernes eksistens i yderområderne.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie