Rigspolitiet mørklægger sag om somaliske tvangsudsendelser
40-årige Ibrahim Hassan venter på at blive fotograferet ved registrering på et asylcenter. De danske myndigheder vurderer, at situationen i dele af Somalia har forbedret sig lidt, og derfor er Udlændingestyrelsen i gang med at gennemgå 800 sager for at undersøge, om de pågældende somaliere på den baggrund kan sendes til hjemlandet. Arkiv. Foto: Polfoto/Jacob Ehrbahn
Polfoto/Jacob Ehrbahn
Myndigheder vil ikke oplyse, om det er praktisk muligt at sende afviste asylansøgere til Somalia.
Det er en topprioritet for regeringen, at afviste somaliske asylansøgere skal sendes hjem til Somalia.
Men det er højst tvivlsomt, om den slags udsendelser kan lade sig gøre.
Rigspolitiet, der har ansvaret for at sende afviste asylansøgere ud af landet, har mørklagt sagen.
Myndighederne vil ikke engang oplyse, om det er praktisk muligt at sende afviste asylansøgere til Somalia, hvis de nægter at samarbejde.
Det skriver Politiken torsdag.
- Det har jeg ikke nogen bemærkninger til, konstaterer chefen for Nationalt Udlændingecenter, Per Fiig, over for avisen.
Desuden udgiver politiet ikke længere sin årlige redegørelse for arbejdet med tvangsudsendelser. Ifølge Politiken er udgivelserne blevet stoppet uden begrundelse.
Ifølge avisens kilder har billedet dog ikke ændret sig nævneværdigt siden den seneste rapport fra 2015, hvor den "politiske og sikkerhedsmæssige situation" gjorde det umuligt "tvangsmæssigt at udsende til andre områder i Somalia end Somaliland".
Danmark arbejder på at få en tilbagesendelsesaftale med det krigsramte land, hvilket "foregår i fortrolighed efter ønske fra de somaliske myndigheder", meddeler Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Ministeriet vil ikke give yderligere oplysninger.
Dansk Flygtningehjælp kender ikke til udsendelser siden foråret 2015.
- Siden har vi ikke hørt om nogen hjemsendelser med tvang, og der er nærmest ingen afviste asylansøgere, der rejser frivilligt tilbage til Somalia. Hvis det var sket, ville vi formentlig have hørt om det, siger Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, til Politiken.
For tiden befinder cirka 30 somaliere sig i udsendelsesposition, men ifølge Eva Singer går flertallet under jorden eller forsvinder til andre lande, når de får afslag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned