S-gruppeformand i Køge trækker sig efter dokumentar
Borgmester i Køge Kommune, Marie Stærke (S), stoler på, at Erik Swiatek ikke har gjort noget forkert. Alligevel har han trukket sig som gruppeformand for Socialdemokratiet i Køge. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dokumentaren "Den sorte svane" har fået flere konsekvenser. Nu trækker lokal gruppeformand sig.
Erik Swiatek, der er byrådsmedlem i Køge Kommune, trækker sig som gruppeformand for Socialdemokratiet i Køge efter dokumentaren "Den sorte svane".
Det skriver TV 2, der har fået beskeden fra Køges borgmester, Marie Stærke (S), men som ikke har talt med Swiatek selv.
Erik Swiatek har tidligere fortalt til TV 2, at han jævnligt har holdt møder med erhvervsmanden Carl Richard Christensen, der i "Den sorte svane" fortæller om at trække på sit politiske netværk i Køge, når det gælder lyssky forretninger.
Erik Swiatek er dog stadig i byrådet, og han er også stadig med i den socialdemokratiske gruppe, men altså ikke som formand, siger Stærke til TV 2 News.
Marie Stærke har ikke grund til at tro, at Swiatek har gjort noget ulovligt, understreger borgmesteren:
- Erik er en hæderlig og ordentlig mand, siger hun til TV 2 News.
Men det går ikke, at en socialdemokratisk gruppeformand mødes så intenst med Carl Richard Christensen, lyder det.
Swiatek har afvist, at han skulle have givet Carl Richard Christensen fordele eller særbehandling på anden vis.
Sjællandske Nyheder bragte torsdag et interview med Swiatek, og her indrømmer han selv, at han har parkeret i Carl Richard Christensens gård, når han har været til byrådsmøder.
Her fortalte han også, at Carl Richard Christensens tidligere firma har "været behjælpelig" i forbindelse med en renovering af Swiateks hus.
TV 2-dokumentaren handler om kriminalitet, og hvordan toppen af samfundet også i nogle tilfælde er involveret i den.
Dokumentaren har fået flere konsekvenser. Eksempelvis er Nicolai Dyhr, nu tidligere partner i advokatfirmaet Horten, blevet fyret. Han undersøges også af Advokatrådet.
Ejendomsudvikler Martin Odgaard er blevet suspenderet af byggevirksomheden 1927 Estate, hvor han var partner. Han er desuden blevet politianmeldt af virksomheden.
Det rådgivende ingeniørfirma Cowi har suspenderet to medarbejdere. Det vides ikke, hvilke stillinger de to ansatte havde.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie