S håber på kontakt med unge libyere

Det ville være mere overraskende, hvis USA og Storbritannien ikke havde sendt hemmelige agenter fra efterretningstjenesterne CIA og MI6 til Libyen.

Sådan siger Socialdemokraternes fhv. udenrigsminister Mogens Lykketoft til, at begge lande ifølge New York Times har sendt hemmelige agenter til Libyen for at bistå den internationale flystyrke med angrebsmål samt kontakte oprørerne.

-Der er forsøg på kontakt med oprørsstyrkerne for at få dem bedre organiseret. Man vil også være sikker på, at de ikke vender sig mod os i Vesten, ligesom nogle af dem, vi i sin tid støttede i Afghanistan mod russerne. De blev blandt andet til Taliban og al-Qaeda, siger Mogens Lykketoft.

I 2002 hjalp udsendte soldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset fra landjorden de internationale flystyrker med at udpege bombemål i Afghanistan. Efter FN-resolution 1973 må fly ikke bombe Gaddafi væk, men styret vælter måske af modstanden, mener han.

- Der er mange veje til det. Jeg tror, at disse kommandosoldater, som er inde i Libyen, har til opgave at udforske, hvad der er den bedste vej til at komme af med Gaddafi, siger Mogens Lykketoft.

Spørgsmål. - Kan du være bekymret for, at vi i Libyen støtter folk fra al-Qaeda eller folk, som i Irak kæmpede mod vestlige styrker, fordi Gaddafi i 41 år har forhindret et libysk civilsamfund?

- Der kan sagtens være nogle af dem, der har sneget sig ind i flokken. De, der tegner modstanden udadtil og stod bag demonstrationerne forinden, er den samme rimeligt veluddannede unge generation, som vi så i Kairo og Alexandria, siger Mogens Lykketoft.

- Vi skal være interesseret i at støtte, at de også kommer til at tegne firmaet i fortsættelsen. Man kan være mere skeptisk over, om Gaddaffis håndgangne mænd får en rolle, siger han.

/ritzau/

Det er ikke overraskende, at USA og Storbritannien har hemmelige agenter i Libyen, mener Mogens Lykketoft.

Offentliggjort Sidst opdateret