S tøver med støtte til at give kommuner penge tilbage
S er gået i tænkeboks op til torsdagens afstemning om at føre omprioriteringsbidraget tilbage til kommunerne.
Et fælles forslag fra Venstre-regeringen og Dansk Folkeparti sikrer, at hver en krone i det 2,4 milliarder kroner dyre omprioriteringsbidrag for næste år øremærkes til kernevelfærd i kommunerne.
Et krav, Socialdemokraterne selv har fremført. Men alligevel ved finansordfører Benny Engelbrecht ikke, om partiet vil stemme for forslaget, når det er i folketingssalen torsdag.
- Vi kan konstatere, at regeringen ikke opbakning til sin økonomiske politik fra sine støttepartier. Det er selvfølgelig en ny situation, så nu vil vi bruge tiden frem til afstemningen i morgen til at få afklaret, hvad det betyder parlamentarisk, siger han.
- Vi vil bruge tiden indtil afstemningen i morgen formiddag på at få klarhed over, hvad konsekvenserne vil være. Så vi er gået i tænkeboks.
Flere ministre har tidligere åbnet for, at omprioriteringsbidraget, der pålægger kommunerne at finde én procent i budgetterne årligt fra 2016-2019, kan bruges på skattelettelser. Men det er nu endeligt af banen for 2017.
Spørgsmål: I kan vel som socialdemokrater ikke være politisk uenige i forslaget?
- Udfordringen er, at man ikke har en afklaring for 2018 og 2019. Desuden er der nogle ret svære bløde formuleringer i den vedtagelse, der ligger. Der står, at man "bør" føre pengene tilbage - ikke at man "skal" føre pengene tilbage, siger Benny Engelbrecht.
- Vi skal ikke ende med en gummiparagraf, så pengene ender med at blive brugt til noget helt andet alligevel.
Spørgsmål: Er det ikke forsikring nok, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på talerstolen forsikrede, at pengene "skal" gå til kernevelfærd i kommunerne?
- Det havde været rart, hvis man havde skrevet det, man rent faktisk mente, i forslaget. Det er ikke et elevråd, vi sidder i, det er rent faktisk Folketinget.
Spørgsmål: Men forslaget ligner jeres eget beslutningsforslag?
- Det er jeg uenig med dig i. Der er ikke nogen afklaring for 2018 og 2019, og der er heller ikke nogen krav til, hvordan man fører pengene tilbage - eller hvordan man skal forhandle om det, siger Benny Engelbrecht.
Socialdemokraterne kan som Folketingets største parti alene give flertal til Venstre og DF.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned