Social dumping: VKO efterlyser Thornings klare holdning
Regeringen taler gang på gang mod social dumping i Danmark, men holdningen er tilsyneladende en anden, når det gælder Grønland.
Det siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V), efter at regeringen har meldt ud, at det er et grønlandsk anliggende at afgøre, om tusindvis af kinesiske gæstearbejdere skal indtage Grønland og arbejde under kinesisk overenskomst.
- Det forekommer meget mærkeligt, at regeringen, der er ekstremt imod social dumping i Danmark, tilsyneladende ingen bekymringer har, når det drejer sig om Grønland.
- Statsministeren er simpelthen nødt til at redegøre for, hvad regeringens holdning er, siger Ellen Trane Nørby.
Udmeldingen kommer i kølvandet på den omdiskuterede såkaldte storskalalov, der giver udenlandske virksomheder adgang til Grønlands undergrund på udenlandske arbejdsvilkår, og som blev vedtaget i Landstinget fredag.
Storskalaloven, der kan betyde arbejdsuger over 60 timer uden overtidsbetaling, feriepenge og andre gængse lønmodtagerrettigheder, skal dog endelig vedtages gennem en særlov i det danske folketing.
På statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ugentlige pressemøde tirsdag meldte hun ud, at danske politikere ikke har ret til at spille kloge på grønlandske forhold. I stedet skal man respektere Grønlands selvstyrelov.
Partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) har dog opfordret Venstre og De Konservative til at stå sammen med DF og EL, der begge ønsker at blokere loven.
Thulesen Dahl henviste blandt andet til, at grønlænderne ikke har selvbestemmelse på netop udlændingeområdet, som storskalaloven hører under.
Både V og K håber på en bred debat om udviklingspotentialet i Grønland og vil i øvrigt se et endeligt lovforslag, før de tager endelig stilling til spørgsmålet.
- Normalt vil vi lytte til ønsker fra det grønlandske hjemmestyre. Men det her er en særlig problematisk sag, og den vedrører et område, hvor der ikke er selvstyre.
- Der er stadig en lang række ukendte spørgsmål, der skal afklares, før vi tager stilling, siger De Konservatives formand, Lars Barfoed.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie