Statsministre udskriver nødig valg før en ferie - Mette F. går ny vej

Poul Schlüter (K) er blandt de få statsministre, der har udskrevet valg før en ferie. Det gjorde han i 1984 kort før jul til afholdelse efter nytår. Her i samtale med den daværende formand for Venstres Ungdom Lars Løkke Rasmussen. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Statsministre udskriver sjældent valg op til en ferie. Anderledes er det denne gang, hvor Mette Frederiksen lader valgkampen løbe ind over efterårsferien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Uge 42 rimer på efterårsferie og for mange et afbræk fra skole og arbejde. En mulighed for at rejse, gå i skoven eller hygge sig hjemme med familien.

I år bliver oplevelserne tilsat en valgkamp, og det er usædvanligt.

Kun få gange tidligere har en statsminister ladet en valgkamp gå ind over en skoleferie. Senest, det skete, var, da den konservative statsminister Poul Schlüter i 1983 udskrev valg kort før jul.

Den sjældne kombination forklarer politisk kommentator Søs Marie Serup med, at der i partierne er tradition for at give vælgerne fred i ferien.

- Politikerne er vilde med valgkampe, men de ved, at det for mange vælgere kan føles ubelejligt - særligt hvis den rammer en ferie.

- Derfor er det en tommelfingerregel, at valgkampe, der løber ind over en ferie, skal undgås, siger Søs Marie Serup, der tidligere har været pressechef i Venstre og rådgiver i Statsministeriet.

Professor i statskundskab og valgforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, peger på, at det kan blive sværere at fange vælgernes opmærksomhed i den uge.

- Nogle vælgere ser det som et job at følge med i valgkampen. Det er en pligt for dem, og den vil de koble af fra i ferien. Det vil nok betyde, at valgkampen bliver mindre intens i efterårsferien.

For eksempel bliver der med skolefri skruet ned for debatterne på uddannelsesstederne, blandt andet på Aarhus Universitet, hvor Stubager selv skal være ordstyrer.

Den kan ikke holdes i uge 42, fordi der er undervisningsfri.

Mette Frederiksen udtalte i forbindelse med valgudskrivelsen onsdag, at det er "specielt" med efterårsferien, og at den lange valgkamp er af hensyn til den.

Men ellers har ferien ikke spillet nogen rolle for datoen. Det har mest af alt en vurdering af, hvornår der er størst mulighed for at vinde, siger Thomas Juul-Dam.

Han var særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S), da hun som statsminister udskrev valg i 2015.

- Det, en statsminister og de nærmeste er optagede af, er at finde det tidspunkt, hvor chancen for at vinde er størst.

Onsdag var sidste frist, hvis ikke regeringen ville blive mødt med et mistillidsvotum fra De Radikale. Mette Frederiksen kunne have navigeret uden om ferien ved at udskrive valget tidligere.

Men det har været vigtigere at få tid til at præsentere 2030-planen og andre initiativer, siger Thomas Juul-Dam, der i dag er partner i kommunikationsbureauet Primetime.

- Fremfor timing i forhold til folks ferie, så har hun ønsket at få tid til at skabe den rigtige fortælling om sit regeringsprojekt og få portrætteret oppositionen som uegnet til at lede Danmark.

Uanset datoovervejelser så gør politikerne klogt i at dæmpe valgkampen i ferien. Ellers risikerer de at irritere vælgerne, siger Søs Marie Serup.

- Ferier sorterer under privatlivet, og den grænse skal man passe på med at overskride. Derfor kan det i toppen af partierne blive besluttet at skrue ned eller helt holde pause.

Det kan dog vise sig at blive vanskeligt, fordi mange partier ved dette valg ifølge meningsmålingerne er tæt på spærregrænsen.

- Derfor kan det blive svært at holde lokalkandidaterne fra at føre valgkamp.

/ritzau/

Valgkamp og ferie er sjælden kombination

* Folketingsvalget skal afholdes tirsdag den 1. november. Dermed skal politikerne føre valgkamp i efterårsferien, som falder i midten af oktober.

* Her ses en oversigt over tidligere valgkampe for folketingspolitikere, der er gået ind over en ferie:

* Julevalg: Folketingsvalget den 9. januar 1975 blev udskrevet af statsminister Poul Hartling (V) i begyndelsen af december 1974.

* Efterårsferievalg: Folketingsvalget 23. oktober 1979 blev udskrevet af statsminister Anker Jørgensen (S) i september.

* Julevalg: Folketingsvalget 10. januar 1984 blev udskrevet af statsminister Poul Schlüter (K) den 15. december 1983.

Kilder: Indenrigs- og boligministeriet og danmarkshistorien.dk.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu