Stephensen afviser belønning for ministerredning efter comeback
Jeg deler politisk ståsted med Moderaterne og er glad for at kunne deltage i møderne, siger Jon Stephensen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Løsgænger Jon Stephensen er velkommen til Moderaternes gruppemøder. Dialogen har stået på længe, lyder det.
Løsgænger Jon Stephensen afviser, at der er tale om en belønning fra Moderaterne, efter at han nu er velkommen til partiets gruppemøder.
Det svarer Stephensen, direkte adspurgt om der er tale om en belønning efter opbakningen til klimaminister Lars Aagaard (M).
- Det er ikke nogen belønning. Det her er en dialog, der har stået på længe, så det har ikke noget med det at gøre, siger han.
Som løsgænger har Jon Stephensen bakket op om regeringen, som han har indgået en stemmeaftale med.
Han stemmer således med regeringen, der har mistet en del mandater i løbet af valgperioden.
Det kom regeringen generelt og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) specifikt til gavn for nylig, hvor ministeren måtte gennem en mistillidsafstemning i folketingssalen.
Her var Jon Stephensen blandt dem, der bakkede Lars Aagaard op, og ministeren endte med at have en enkelt stemmes flertal i afstemningen.
- Jeg deler politisk ståsted med Moderaterne og er glad for at kunne deltage i møderne.
Folketingspartiernes gruppemøder foregår i fortrolighed, og det er således yderst usædvanligt, at et parti inviterer et ikkemedlem med til gruppemøder.
Jon Stephensen blev i august 2023 hældt ud af Moderaterne efter en række sager, der blandt andet omhandlede lumre sms-beskeder til et kvindeligt medlem af Unge Moderater.
Adspurgt om at være nærmest politisk død og begravet til igen at være velkommen til partiets gruppemøder, svarer Stephensen:
- Hvis man er på træningsbanen og arbejder hårdt, så kan meget ske, siger han.
Det vides ikke, hvorfor Jon Stephensen helt præcist skal deltage i Moderaternes gruppemøder, når han ikke er medlem af partiet.
Det er torsdag ikke muligt at stille dette spørgsmål til Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som opholder sig i udlandet.
/ritzau/
Seneste artikler
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok