Statsminister Helle Thorning Schmidt har fortsat fuld tillid til erhvervsminister Ole Sohn.
Det understregede hun tirsdag på sit ugentlige pressemøde, hvor hun nærmest blev bombarderet af spørgsmål om Ole Sohns forklaringer på sin ageren som formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
- Jeg har bemærket, at der var udtalelser hen over weekenden, der kunne misfortolkes, og dem er der nu redegjort for, siger Helle Thorning Schmidt.
- Det her er forhold, som ligger 20 år tilbage, og det har intet at gøre med hans embedsførelse i dag, pointerede statsministeren flere gange. Hun understreger også, at der nu er "klarhed over" sagen.
Ole Sohn kaldte sidste år Sovjetunionens pengestrøm til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) for noget uværdigt svineri, som han fra første færd i formandsstolen satte en stopper for.
Men mandag aften erkendte han så, at han ikke standsede diktaturstøtten så snart, han fik chancen. Han sørgede tværtimod for, at pengene fortsat flød i en ikke nærmere defineret periode.
- Så vidt jeg har forstået, så har erhvervs- og vækstministeren (Sohn, red.) forklaret sig. Og det er fuldt ud tilstrækkeligt til, at jeg kan sige, at jeg har fuld tillid til ham, siger Thorning.
Oppositionen har krævet en redegørelse fra statsministeren om sagen. Men det bliver der ikke noget af:
- Der er ikke behov for yderligere redegørelser, fastslår statsministeren.
Hvis Helle Thorning Schmidt havde håbet, at hendes ugentlige pressemøde kom til at handle bare lidt om regeringens nye finanslovaftale, så måtte hun konstatere, at hun stort set var den eneste, der talte om den.
Med få undtagelser gik samtlige spørgsmål på Ole Sohn - og ikke mindst om, hvorvidt hans fortid som kommunist-ping udgør en sikkerhedsrisiko i dag.
- Der er ingen ministre i min regering, der udgør en sikkerhedsrisiko, lyder det fra Helle Thorning Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie