THULESEN DAHL GENOPSTILLER IKKE
- Der har været så meget i de seneste år, og jeg håbede, at det sluttede, da jeg gik af som formand i januar. Men det slutter ikke. Det er blevet ved, siger forhenværende formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl om sin beslutning om ikke at stille op for partiet ved næste folketingsvalg. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
På grund af interne stridigheder stiller tidligere DF-formand ikke op ved næste folketingsvalg for partiet
Tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl stiller ikke op for partiet ved næste folketingsvalg.
Det siger han til Radio4.
Årsagen er de interne stridigheder i partiet, som har stået på gennem længere tid.
- Der har været så meget i de seneste år, og jeg håbede, at det sluttede, da jeg gik af som formand i januar. Men det slutter ikke. Det er blevet ved, siger han til Radio4.
Thulesen Dahl henviser til en diskussion mellem ham og partiets formand, Morten Messerschmidt, om, hvilke ordførerskaber den forhenværende formand skal have. Det er for Thulesen Dahl dråben, der har fået bægeret til at flyde over, fordi diskussionen ikke kunne holdes internt.
Partiledelsen luftede tidligere på måneden offentligt, at Kristian Thulesen Dahl kunne få en større rolle i partiet med flere mere fremtrædende ordførerskaber. Han er i forvejen forsvarsordfører.
- Det er ikke det, der er afgørende for, om jeg skulle blive i folketingsgruppen, men det er en indikation på, at selv her ønsker man ikke at opbygge tillid ved at tale med hinanden, men i stedet om hinanden, siger Kristian Thulesen Dahl til Radio4.
Han tilføjer, at han fortsætter i partiet frem mod næste folketingsvalg.
Om han genopstiller til næste folketingsvalg for et andet parti eller vil indgå i et partisamarbejde med den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg, vil han ifølge Radio4 endnu ikke lægge sig fast på.
Inger Støjberg forlod Venstre for over et år siden og blev løsgænger i Folketinget. Siden er der opstået spekulationer om, hvorvidt hun vil starte et nyt parti. Eventuelt med med Kristian Thulesen Dahl.
Kristian Thulesen Dahl afløste i 2012 Pia Kjærsgaard som formand for Dansk Folkeparti.
I 2015 førte han partiet til en bragende valgsucces, da Dansk Folkeparti blev det største parti i blå blok i Folketinget.
Partiet gik imidlertid ikke i regering, og siden fulgte et mislykket samarbejde med Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti mistede ved valget i 2019 21 mandater.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie