Thulesen: Dumt af K at tale om skat

Forud for præsentationen af regeringens økonomiske 2020-plan er Dansk Folkeparti glad for, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) bløder op på kravet om at afskaffe efterlønnen.

Men Kristian Thulesen Dahl (DF) undrer sig over, at K-formand Lars Barfoed taler om muligheden for skattelettelser i de kommende år.

- Vi mener, at det er forkert at sige til danskerne, at nu skal I have beskåret efterlønnen, for at der bliver plads til skattelettelser om nogle år, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han medgiver, at De Konservative i Berlingske kæder eventuelle skattelettelser sammen med kommende vækstinitiativer.

De skal gerne betyde, at samfundskagen bliver større, og at pengene ikke skal komme fra den økonomiske hestekur, som regeringen tirsdag præsenterer.

- Men penge har ikke farver, og så vil nogen jo sige til sig selv, at hvis man kan tage vækstinitiativer, som skaber et råderum, så kunne det råderum også bruges til at lade være med at skære i efterlønnen, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han tager dog ikke den konservative melding så fortrydeligt op, al den stund, at lavere skat er en kendt konservativ mærkesag.

- Jeg tager det lidt som den almindelige rituelle stammedans, som De Konservative er nødt til at komme med i den hårde konkurrence med Liberal Alliance.

I det hele taget er Kristian Thulesen Dahl optimistisk forud for forhandlingerne, som han sammenligner med at forhandle "ni finanslove".

Det skyldes ikke mindst, at finansministeren i Politiken indikerer, at regeringen kan klare sig med mindre end en total afskaffelse af efterlønnen. En fremrykning af den allerede planlagte forhøjelse af efterlønsalderen kan gøre det, lyder det nu.

- Det er en god melding fra finansministeren. Det er klart, at hvis man ved indgangen viser, at man er parat til at komme os i møde, så letter det klimaet.

DF har allerede sagt, at ud over økonomiske indrømmelser skal partiet også have indrømmelser på udlændingeområdet for at lægge ryg til regeringens plan.

/ritzau/

DF undrer sig over, at K taler om skat, men er optimistisk efter opblødning om efterløn fra finansministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret