Tidligere Venstre-minister Niels Anker Kofoed er død
Niels Anker Kofoed voksede op i en landbofamilie, og i løbet af sin politiske karriere var han flere gange landbrugsminister. Foto: Scanpix/Palle Hedemann/arkiv
Scanpix/Palle Hedemann/arkiv
Niels Anker Kofoed sov stille ind søndag morgen, oplyser familien til Ritzau. Han blev 89 år gammel.
Tidligere minister, medlem af Folketinget og medlem af Europa-Parlamentet Niels Anker Kofoed er søndag morgen død, 89 år gammel.
Det oplyser hans familie søndag aften til Ritzau.
Den tidligere Venstre-minister sov stille ind.
- Da Niels Anker Kofoed sov stille ind den 6. maj om morgenen, mistede vi ikke blot vores far. Vi mistede også et menneske, som var politiker til fingerspidserne med klare holdninger, udtaler hans søn, Thor Gunnar, og to døtre, Birthe og Ingrid.
Kofoed kom fra en landbofamilie, hvilket også kom til udtryk i hans politiske karriere.
Han blev første gang valgt ind i Folketinget i 1968 og var landbrugs- og fiskeriminister i Poul Hartlings smalle Venstre-regering fra 1973 til 1975.
Senere fik han ministerkontoret igen - endda i to omgange.
Først som landbrugsminister i SV-regeringen fra 1978 til 1979 og igen i Poul Schlüters borgerlige firkløverregering fra 1982. Denne gang sad han som minister frem til 1986.
- Niels Anker Kofoed blev nærmest født som Venstremand og vedblev at være det til sin dødsdag, men han var også meget socialt sindet, skriver familien.
- Det kom både til udtryk, da han sad i Ibsker sogneråd, i Folketinget og i Europa-Parlamentet. Og så var han først og fremmest bonde.
I en stor del af 90'erne sad Niels Anker Kofoed i Europa-Parlamentet.
Her blev han kendt som en energisk fortaler for EU, inden han i 1999 stoppede sin politiske karriere og vendte hjem til sin fødeø, Bornholm.
- Da han stoppede som aktiv politiker, fik han lidt mere tid til at se os - sine nu voksne børn og børnebørn. Men han holdt ikke op med at være aktiv i alle mulige sammenhænge, skriver familien.
- Han tog stadig til møder som oplægsholder rundt om i landet og benyttede lejligheden til at besøge gamle højskolevenner.
Derudover var han aktiv i Rotary i Nexø og Forhenværende Folketingsmedlemmers Forening, hvor han udvekslede synspunkter med gamle politiske med- og modspillere.
Niels Anker Kofoed blev født i 1929.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie