Tidligere Venstre-minister: Uddannelsesloft er en fejl
Eva Kjer Hansen håber, at man i 2017 vil indse, at det var en fejl at indføre et uddannelsesloft.
Før jul vedtog regeringen sammen med stemmer fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet at ændre reglerne, så mulighederne for at tage mere end én uddannelse fremover er indskrænket.
Ændringen blev kendt som uddannelsesloftet.
Under en måned senere møder lovændringen imidlertid stor intern kritik fra Venstres folketingsmedlem Eva Kjer Hansen.
Så sent som for et år siden var hun minister i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) mindretalsregering.
I et indlæg på Facebook kommer hun med skarp kritik af lovændringen.
- Ændringen vil give en besparelse på 300 millioner kroner ud af et offentligt budget på over 1000 milliarder kroner. Det svarer til en tredjedel af en promille.
- Det er et meget lille økonomisk bidrag, der findes ved at indføre et loft over uddannelser. Signalværdien er til gengæld voldsom. I juledagene har jeg mødt et utal af unge mennesker, der bekymret har spurgt ind til konsekvenserne, skriver hun blandt andet.
Omkring 300 millioner kroner af de penge, den nye lov ventes at frigive, finansierer partiernes tidligere dagpengeaftale. 120 millioner kroner skal bruges på at styrke og skabe bedre kvalitet på uddannelserne.
Hun håber, at andre politikere vil indrømme, at det var en fejl, så der kan rettes op på det i 2017, skriver hun.
- Vores vigtigste råstof i Danmark er uddannelse. Vi har ikke brug for, at danskerne uddanner sig mindre. Tværtimod skal de uddanne sig mere. Og det bliver kun vigtigere i de kommende år.
- Tilbage står, at vi med denne begrænsning i det danske uddannelsessystem sender et underligt signal til de unge, der med rette er bekymrede for, om de får valgt rigtigt første gang, skriver Eva Kjer Hansen.
Regeringen har erkendt, at mange af de mest populære uddannelser blandt virksomhederne ikke er med på listen over undtagelser fra loven.
Undtagelserne sikrer, at man får lov til at læse videre, hvis der er efterspørgsel på arbejdskraft på området.
Derfor har uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) lovet, at han vil granske området.
Han har tidligere kaldt det for "den mindst ringe" finansieringsmulighed.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie