Topembedsmænd skal undersøges i PET-sag
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har aftalt med sin nye justitsminister, Karen Hækkerup (S), at hun skal bede relevante ledende embedsmænd i Justitsministeriets departement om at redegøre for deres rolle i PET-sagen.
Embedsmændene skal konkret redegøre for deres rolle omkring de oplysninger, der er givet til Folketingets Retsudvalg og den rådgivning, der er givet til afgående justitsminister Morten Bødskov i forbindelse med retsudvalgets besøg på Christiania den 29. februar 2012.
Kammeradvokaten vil på baggrund af oplysningerne vurdere, om sagen giver grundlag for ansættelsesretslige konsekvenser for de involverede embedsmænd, erfarer Ritzau.
Dermed kan sagen, der kostede Morten Bødskov posten som justitsminister, i yderste konsekvens også ende med fyringer eller degraderinger af topembedsmænd.
Moderniseringsstyrelsen skal yde bistand til Justitsministeriet i forbindelse med undersøgelsen, så Justitsministeriet ikke skal undersøge sig selv.
Ifølge Ritzaus oplysninger er målet snarest muligt at få afsluttet undersøgelsen, og fremgangsmåden menes at være den hurtigste vej til et resultat.
Der er dog ikke sat slutdato på, hvornår redegørelserne og de mulige konsekvenser skal være på plads.
Det var sagen om Folketingets Retsudvalgs besøg på Christiania, der førte til den ministerrokade, som torsdag fylder mediebilledet.
Bødskov oplyste mandag aften, at han havde konstrueret en forklaring om, at daværende politidirektør Johan Reimann ikke kunne deltage i mødet på Christiania i februar 2012.
Retsudvalget havde fået at vide, at det var forklaringen på, at de ikke kunne besøge Christiania. Den reelle forklaring var imidlertid, at der var en alvorlig sikkerhedstrussel mod Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og retsudvalget.
Morten Bødskov ønskede angiveligt at hemmeligholde trusselbilledet for at undgå at afsløre PET's kilder. Men den forklaring holder ikke, lød det fra Enhedslisten, der valgte at vælte Morten Bødskov på sagen.
- Indtil i går fasthold justitsministeren, at det drejede sig om politidirektørens kalender. I går erkendte han så, at det ikke var sandt, det var konstrueret, en decideret løgn, lød det fra Enhedslistens Pernille Skipper.
Spørgsmålet, der nu skal besvares, er, hvilken rolle embedsmænd i Justitsministeriet har spillet i forbindelse med den falske forklaring.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie