Tre kvinder kæmper om magten efter Kong Sundhed
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), har utallige gange lagt arm med siddende finansministre som her Kristian Jensen om regionernes og sygehusenes økonomi. Nu bliver det formentlig en kvindelig politiker, der overtager armlægningen. Foto: /ritzau/Jens Pandur/arkiv
/ritzau/Jens Pandur/arkiv
Der er hård kamp om at overtage Bent Hansens (S) formandsstol ved det kommende valg til regionerne.
Når manden, der er kåret som den mest magtfulde person i sundhedsvæsnet de seneste ti år, trækker sig efter regionsvalget, så kæmper hele tre kvinder om at overtage posten.
69-årige Bent Hansen (S) har i over 25 år og ikke mindst siden 2007 som magtfuld leder af Danske Regioner sat dybe fingeraftryk på det danske sundhedssystem og sygehuslandskab. Men han har nu selv valgt at stoppe.
I hvert sit geografiske ringhjørne står tre markant yngre kvindelige politikere og tripper for at overtage hans nøglerolle på sundhedsområdet.
- Hvem det bliver, det afhænger jo af fordelingen af mandaterne. Meget tyder dog på, at socialdemokraterne løber med den. De står klart stærkere end ved sidste valg, og Venstre har mistet en tredjedel af sine vælgere, siger Roger Buch, valgekspert og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
To socialdemokratiske kronprinsesser, Ulla Astman fra Region Nordjylland og Sophie Hæstorp Andersen fra Region Hovedstaden, står overfor Venstres eneste officielle kandidat, Stephanie Lose fra Region Syddanmark.
Uanset hvem det bliver, så er der store krav at indfri, lyder det fra Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.
- Det kræver en overordentlig dygtig politisk håndværker at få de fem regioner til at arbejde på tværs og tænke i fælles løsninger, siger han.
- Man skal både lytte og få dem til at makke ret. Jo svagere en formand, desto mere fører de enkelte regioner sig frem med egne udspil, hvilket gør det meget svært for os som fagfolk, siger han.
- Men det er nok sundt for Danske Regioner med en formand med en ny stil efter det samme magtfulde menneske i spidsen i så lang tid, siger han.
Til gengæld mener alle de eksperter, Ritzau har talt med, at de evige rygter om regionernes snarlige død er overdrevne.
- Vi har den mindst ringe model i forhold til andre lande. Selv om Konservative og DF og sågar Venstre af og til rasler med sværdet, så har regionerne langt hen ad vejen leveret de ønskede resultater, siger sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned