Tre ministre må på arbejde i sommerferien

Tre Venstre-ministre kommer til at bruge en del af deres sommerferie på at forberede sig på et særdeles omfattende samråd i august i Folketingets Miljøudvalg.

Det er udviklingsminister Søren Pind, miljøminister Karen Ellemann og klimaminister Lykke Friis, som skal svare på en lang række spørgsmål om FN's store verdenstopmøde Rio+20, der holdes i Brasilien i juni 2012. I det halvår er Danmark formand for EU.

- Vi skal have en ordentlig Rio+20-strategi i Danmark. Mødet skal sætte nye globale mål for miljø, klima og energi, siger miljøudvalgets formand, Steen Gade (SF).

FN-topmødet skal gøre regnebrættet op i 20-året for det berømte topmøde i Rio de Janeiro i 1992.

Her kom global opvarmning på dagsordenen med vedtagelsen af FN's klimakonvention. Også konventionen om at beskytte naturens mangfoldighed blev til her.

Steen Gade vil vide, hvilke beslutninger den nuværende danske regering ønsker som resultat af mødet i Rio. Han kræver også svar på, hvordan regeringen som EU-formand vil sikre EU en stærk position på Rio+20.

Han foreslår selv, at Rio-mødet skal vedtage et mål om elektricitet til alle verdens borgere i 2025. I dag har 1,5-2 milliarder mennesker ikke adgang til strøm.

- Det kan blive nøglen til en alliance mellem ilande og ulande og virkelig bekæmpe fattigdommen. En sådan vedtagelse vil i høj grad drive vedvarende energi frem, for den kan rulles hurtigere ud i små landsbyer end et centralt kraftværk, siger Steen Gade.

EU-Kommissionen erklærede i sidste uge, at Rio-topmødet skal fremme en grønnere verdensøkonomi. Det er i første række ulandene, der berøres af klimaændringer og ødelæggelse af miljøet, fastslår udviklingskommissær Andris Piebalgs.

- Vi er nødt til at bevæge os i retning af en grøn økonomi, som kan være med til at sikre os bæredygtig vækst til gavn for alle, siger Piebalgs.

/ritzau/

Søren Pind, Karen Ellemann og Lykke Friis skal fortælle, hvad Danmark som EU-formand vil med FN-topmøde i 2012

Offentliggjort Sidst opdateret