Trods antiterrorpakke: Thorning varsler flere tiltag
Regeringen præsenterede sine tiltag mod terror på et pressemøde torsdag. Foto: Stine Bidstrup/POLFOTO
Stine Bidstrup/POLFOTO
Der kommer flere antiterrortiltag fra regeringen end de 12 punkter, som blev fremlagt torsdag, siger Thorning.
- Jeg tror desværre aldrig, vi bliver færdige, for truslen ændrer sig hele tiden.
Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved fremlæggelsen af regeringens antiterrorpakke "Et stærkt værn mod terror - 12 nye tiltag mod terror".
Dermed varsler hun, at regeringen langt fra er færdig med at skærpe indsatsen mod terror, selvom man torsdag lægger op til at styrke indsatsen mod terror med 970 millioner kroner over de kommende fire år.
- På baggrund af weekendens angreb i København vil der være evaluering, og det kan betyde, at vi fra politisk hold skal gøre mere, siger Helle Thorning-Schmidt.
Dykker man ned i planen, åbner regeringen for flere tiltag. Blandt andet en bedre brug af eksisterende overvågningskameraer:
- Hvis opsamlingen viser, at der er behov for yderligere politiske tiltag, vil regeringen tage initiativ dertil. Det kan for eksempel være registrering af overvågningskameraer, hedder det i planen.
Netop spørgsmålet om overvågningskameraer har været rejst efter terrorangrebet i København, hvor det kom frem, at politiet måtte bruge tid på at sende patruljevogne ud, for at finde ud af, hvor der var opsat kameraer på gerningsmandens flugtvej.
Regeringen vil samtidig nedsætte et udvalg, som skal se på den samlede terrorindsats på længere sigt.
Udvalget skal blandt andet vurdere, om den eksisterende indsats "samlet set fortsat udgør et tilstrækkeligt effektivt og robust værn mod terror, eller om der er behov for andre eller nye elementer i den eksisterende terrorbekæmpelse".
Både de borgerlige partier og regeringens egne støttepartier kritiserer torsdag regeringens plan for primært at være rettet mod erfaringerne fra terrorangrebet i Paris. Derfor mangler der en række initiativer, mener både Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.
Statsministeren understreger dog, at terrorbekæmpelse altid har været en indsats i etaper, da udviklingen løbende kræver nye tiltag.
- Vi har ved flere lejligheder øget vores muligheder for at bekæmpe terror, påpeger hun med henvisning til de forskellige terrorpakker, der kom i årene efter angrebet på World Trade Center i 2001.
Statsministeren fremhæver blandt andet foreign fighters - danskere som rejser til udlandet for at deltage i hellig krig - som et fænomen, man ikke kendte for 10 år siden.
- Der er desværre intet land, som kan gardere sig mod terror, og det gælder også Danmark. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan, konstaterer Thorning.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie