Underdirektør i Skat skjulte udbyttetal for Folketinget
En underdirektør i Skat har undladt at påpege forkerte oplysninger over for skatteministeren og Folketinget. Foto: /ritzau/Thomas Borberg/arkiv
/ritzau/Thomas Borberg/arkiv
En fratrådt underdirektør i Skat tilbageholdt antallet af refusionssager for Folketingets Skatteudvalg.
Ingen embedsmænd kan stilles til ansvar for skandalen om formodet svindel med udbytteskat for 12,3 milliarder kroner.
Det konkluderede en advokatundersøgelse foretaget af advokatfirmaet Bech-Bruun tirsdag.
Samme undersøgelse viser dog også, at en tidligere underdirektør med ansvar for inddrivelse har undladt at påpege forkerte oplysninger om antallet af refusionssager over for skatteministeren og Folketinget.
Det skriver Altinget.
Det er "i strid med sandhedspligten", og underdirektøren har derfor "som udgangspunkt" gjort sig skyldig i en tjenesteforseelse, fastslår undersøgelsen.
Selv om tjenesteforseelser kan føre til sanktioner, der spænder lige fra en advarsel til en afskedigelse, mener professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze, at advokatundersøgelsen retter en hård kritik mod underdirektøren.
- Jeg læser det sådan, at man fra advokatens side ser det som en alvorlig fejl.
- Vi taler ikke om en fodfejl, men en ageren, som er i strid med sandhedspligten, der er en fundamental kerneværdi som embedsmand, siger Michael Gøtze til Altinget.
Han finder vurderingen af underdirektøren interessant.
- I medierne er det blevet beskrevet, at advokatundersøgelsen frikender alle embedsmænd.
- Men her er der faktisk en embedsmand, der sidder tilbage med et ansvar for et hjørne af det her.
- Men man kan bare ikke gøre ansvaret gældende, fordi fuglen er fløjet, siger Michael Gøtze til Altinget.
Han henviser til, at underdirektøren var blandt de fire skattechefer, der i september 2015 blev hjemsendt af Skats daværende direktør, Jesper Rønnow Simonsen.
Cirka et halvt år efter skiftede underdirektøren til en stilling som kommunal leder, hvor han samtidig fik en fratrædelsesgodtgørelse på 815.000 kroner med sig, viser et tidligere svar fra Skat til DR Nyheder.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie