Usikkert om skoler har plads til ledige uden dagpenge

Når arbejdsløse uden dagpenge efter nytår begynder at melde sig til uddannelser, som måske kan give dem arbejde, er det langt fra sikkert, at skolerne har plads nok til dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Loven om at kunne uddanne sig og få en indtægt som kontanthjælp i et halvt år blev først vedtaget den 19. december.

Fra nytår gælder den nye regel om dagpenge i højst to år. Loven blev til ved udsigten til, at en del dagpengeløse heller ikke ville kunne få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle for eksempel havde arbejde.

Da loven er meget ny, har der været meget kort tid for tekniske skoler, handelsskoler og arbejdsmarkedsuddannelserne på AMU centre til at gøre klar til de nye elever.

Desuden ved skolerne ikke, hvad deres kommende elever vil uddannes i, fortæller Lasse Breddam, formand for de fem AMU-centre i landet.

- Vi gør, hvad vi kan for at skaffe pladser, men vi ved ikke, hvor mange, der søger, siger han.

Der skal skaffes udstyr og lærere og måske arbejdes i skiftehold.

- Ingen kan forvente, at vi har kapaciteten klar i januar, når det er vedtaget i december, siger han.

Skolerne ved heller ikke, hvad de arbejdsløse vil søge af kurser og hvad jobcentrene i kommunerne vil godkende.

I fagforbundet 3F risikerer 2300 medlemmer at miste dagpengeretten alene i januar. Forbundet vil skubbe sine arbejdsløse medlemmer i retning af at blive uddannet til at bygge.

Det vil gøre deres arbejdskraft mere værd de kommende år, når der blandt andet skal bygges supersygehuse og fast forbindelse til Femern.

Per Christensen, forbundssekretær i 3F, satser på, at uddannelsesinstitutioner kan nå at blive klar.

- Vi er en anelse bekymrede for, om systemet er gearet til det, men vi hører også, at der er rigtig god vilje til at løse det, siger han.

Den nye uddannelsesydelse er uafhængig af, hvad en mand eller kone tjener, eller hvad den ledige har af formue.

Ordningen blev aftalt i forbindelse med Finansloven mellem regeringspartierne Socialdemokraterne, De Radikale og SF - og Enhedslisten. Dansk Folkeparti stemte også for loven.

Ledige, som er interesserede i uddannelse, kan henvende sig til erhvervsskolerne eller til jobcentrene, som skal godkende uddannelsen.

/ritzau/