Valgforsker: Udsigt til fald i stemmeprocenten
Ved aftensmadstid tirsdag var der færre, der har været forbi stemmeurnerne end ved kommunalvalget i 2017. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Eftermiddagen har budt på færre fremmødte ved valgstederne. Frygt for coronasmitte ligger formentlig bag.
Færre har indtil videre fundet vej til skoler, rådhuse og andre stemmesteder ved årets kommunalvalg.
Og det er nu "meget urealistisk" at undgå en lavere valgdeltagelse end ved seneste kommunalvalg i 2017, mener valgforsker Kasper Møller Hansen.
Ved en måling klokken 18 er den foreløbige valgdeltagelse lidt lavere end sidst. Det viser en stikprøve foretaget af Ritzau hos en række kommuner og valgsteder med i alt 746.000 stemmeberettigede vælgere.
Ud af dem har 56,3 procent klokken 18 afgivet deres stemme til kommunalvalget.
I 2017 var der på samme tidspunkt i de samme kommuner en foreløbig valgdeltagelse på 57,3 procent.
De tal indeholder både brevstemmer afgivet før valget og de kryds, der er sat, siden valgstederne åbnede klokken 08 tirsdag morgen.
Især de fremmødte har manglet. Der var nemlig en stor stigning i antallet af brevstemmer i næsten alle kommuner.
Og midt på dagen var der faktisk også flere, der fandt ned i valglokalerne, set i forhold til i 2017. Helt frem til klokken 16 viste Ritzaus stikprøver en lille stigning i stemmetallet.
Men frygt for lange køer efter arbejdstid og stigende coronasmitte i samfundet har tilsyneladende fået mange vælgere til at holde sig væk i løbet af eftermiddagen og den tidlige aften i år.
- Tallene viser meget tydeligt, at rigtig mange har valgt at flytte deres stemme til tidligere på dagen og til brevstemmer, siger Kasper Møller Hansen, professor ved Københavns Universitet.
- Men det betyder også, at vi lige nu faktisk er ret langt bagud i forhold til at nå samme stemmeprocent som i 2017, tilføjer valgforskeren.
Den endelige stemmeprocent var 70,8 procent ved kommunalvalget i 2017.
Det bliver næppe gentaget i år, mener Kasper Møller Hansen.
- Folk har taget coronasituationen til sig, og dem, der kunne, har allerede stemt via brevstemme eller ved at komme tidligere på dagen.
- Så det er meget urealistisk, at vi når op på det niveau, med den udvikling vi har set indtil videre, siger Kasper Møller Hansen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie