Venstre: K kommer kun i regering med ja til skoleaftale

Hvis De Konservative vil have ministerposter efter næste valg, skal de acceptere den nye folkeskoleaftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fastslår Venstres næstformand, Kristian Jensen, skriver politiken.dk.

Løber Venstre med sejren ved et kommende folketingsvalg, som meningsmålingerne indikerer, bliver skoleaftalen indfaset som planlagt. Med eller uden opbakning fra De Konservative, siger han.

- Vi står ved den aftale, vi har indgået. Det gør vi nu, det gør vi efter et valg. Den politik for folkeskolen er rigtig, siger Kristian Jensen til politiken.dk.

Direkte adspurgt om, hvorvidt De Konservative skal tilslutte sig aftalen for at komme i regering med landets største parti, svarer han:

- Ja.

Venstre har dermed i sinde at holde sig til forligsnormen på Christiansborg, som foreskriver, at partier, der indtræder i en regering, bliver medlem af de samme forlig som deres regeringspartnere.

De Konservative forlod torsdag forhandlingerne om en ny folkeskolereform, men den øvrige forligskreds, bestående af regeringen, V og DF, forhandlede videre og har fredag præsenteret en færdig aftale.

Det konservative veto betyder imidlertid, at reformen ikke som planlagt kan indfases i 2014, men at der er blokeret for størstedelen af aftalen indtil efter næste folketingsvalg.

Den konservative partileder, Lars Barfoed, vil dog ikke løfte sløret for, hvad han har tænkt sig at gøre, hvis valget kommer til at stå mellem ministerbiler fremfor modstanden mod skoleaftalen.

- Det har jeg virkelig ikke gjort mig nogen som helst overvejelser om på nuværende tidspunkt, sagde han på et pressemøde fredag eftermiddag.

/ritzau/