Villy Søvndal er færdig med dansk politik men er klar til en tur i EU

Der var masser af valgplakater med Villy Søvndal landet over i forbindelse med valget til EU-Parlamentet 9. juni. Han fik et af SF's tre mandater. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han er efterhånden blevet 72 år og har prøvet det meste i den politiske verden. Men nu er SF's eksformand Villy Søvndal klar til nye impulser i EU-Parlamentet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er partiformanden, som skabte eufori omkring SF og førte sit parti i regering i 2011 for første - og indtil videre - eneste gang.

Derefter brændte SF sammen i et ulykkeligt politisk regeringsægteskab med Socialdemokratiet og De Radikale. Han forlod Folketinget i 2013 og stoppede som udenrigsminister.

Han ville erobre Region Syddanmark i 2017, fik et flot personligt valg, men blev hængt til tørre på valgnatten af Venstre anført af daværende regionsrådsformand Stephanie Lose (V). SF blev således ikke en del af konstitueringen.

Han ville være borgmester i Kolding i 2021, han og SF fik et flot valg, men han fik ikke borgmesterposten.

Ja, Villy Søvndal har prøvet op- og nedture i dansk politik, og nu gælder det så den sidste bastion som dansk medlem af EU-Parlamentet.

Han fik et af SF's tre mandater ved valget 9. juni, og derfor kan han kalde sig europaparlamentariker de næste fem år.

- Det er helt vildt spændende, og jeg føler mig privilegeret at få lov til at arbejde det sted, hvor de afgørende beslutninger om Europas fremtid formes, siger Søvndal.

Allerede dagen efter valget, altså 10. juni, fløj han til Bruxelles for at påbegynde sit nye politiske liv, hvilket blandt andet fører til, at han forlader Kolding. Fremover bor kan på skift i København og Bruxelles.

Han har fokus på udenrigs- og sikkerhedspolitik samt beskæftigelsesområdet og sociale vilkår.

Trods sit imponerende cv var Søvndal blot nummer tre på SF's kandidatliste til valget. Efter den 26-årige spidskandidat, Kira Marie Peter-Hansen, og den knap 50-årige Rasmus Nordqvist.

Men SF fik det bedste valg af alle, og han satte sig sikkert på det ene af mandaterne.

Søvndal havde det fint med ikke selv at være spidskandidat og dermed det store navn for SF i valgkampen. Han er også indstillet på at spille andenviolin fremover.

- Jeg har i hele mit politiske liv været optaget af at give de unge plads. Også i min tid som formand. Det er vigtigt, at de gamle ikke spærrer for de unge.

- Den rolle, som jeg kunne spille, var at kunne være hjælperytter, hvis man skal tage noget fra cykelsporten, siger Søvndal.

Villy Søvndal, som tit har stået i forreste række for SF, er klar på at være andenviolin i EU-Parlamentet, hvor Kira Marie Peter-Hansen er SF's store stjerne. Her står Søvndal på valgaftenen 9. juni bagved netop SF's spidskandidat (i lyserødt) og SF-formand Pia Olsen Dyhr (til højre). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Han hæfter sig ved, at han ikke er konkurrent til partifællerne.

- Jeg har haft min stjernestund i politik. Nu vil jeg bare arbejde for de ting, som jeg synes, er vigtige, siger Søvndal.

Trods alderen på 72 år er Søvndal slet ikke færdig med politik. Eller jo. Han er færdig med dansk politik. Men han behøver ikke være færdig med politik om fem år, når valgperioden i EU-Parlamentet slutter.

- Hvis jeg stadig har det, som jeg har nu, med helbredet, og jeg mener også, at jeg intellektuelt stadig fungerer nogenlunde, så har jeg ikke planer om at slutte.

- Men om 20 år skal man ikke regne med, at jeg er med mere, siger Søvndal.

Mens Søvndal vænner sig til karrieren i Bruxelles, kan han glæde sig over, at det går godt for SF, som for ti år siden var i stor krise.

SF blev størst ved EU-parlamentsvalget, og i de landspolitiske målinger udfordrer SF nu mere og mere Socialdemokratiet om at være størst.

Villy Søvndal er 72 år, men langtfra færdig med politik. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Det er nyt, men hos Søvndal er alt ved det gamle. Han fortsætter ufortrødent i politik.

/ritzau/

Blå bog om Villy Søvndal

* Navn: Villy Søvndal.

* Alder: 72 år (født 4. april 1952).

* Parti: SF.

* Karriere i politik:

- Fast medlem af Folketinget fra 1994 til 2013.

- Formand for SF fra 2005 til 2012.

- Udenrigsminister fra 2011 til 2013.

- Medlem af Kolding Byråd 1982-1994 og igen 2021-2024.

- Medlem af regionsrådet i Region Syddanmark fra 2017-2021.

* Ved valget til EU-Parlamentet 9. juni fik han 60.510 personlige stemmer. Han fik dermed det ene af SF's tre mandater i EU-Parlamentet, hvor han skal sidde de næste fem år.

* Uddannet som lærer fra Kolding Seminarium, 1980.

* Har arbejdet som lærer i Kolding fra 1980 til 1992.

Kilder: Folketinget, SF og Den Store Danske.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu