VK er uenige om forsikringsbetalt velfærd

Mens Venstres politiske ordfører, Kristian Jensen, afviser partifællers tanker om at lade gratis adgang til eksempelvis sundhedsydelser afløse af forsikringsordninger, så er den konservative politiske ordfører Carina Christensen mere åben.

- Som udgangspunkt synes vi, at det er en god diskussion. Vores partiformand, Lars Barfoed, har tidligere talt for en kommission, der skal gennemgå de offentlige ydelser og komme med forslag til, hvor der kunne være brugerbetaling, siger hun.

Hun understreger dog, at brugerbetaling skal følges ad med lavere skat. Og hun afviser at være konkret om, hvor der kan være brugerbetaling.

- Det er afgørende, at man ikke, som de her Venstre-folk gør, plukker nogle områder ud, men tager en generel diskussion. Det er en vigtig diskussion, men man skal være forsigtig, siger hun.

Carina Christensen mener, at med en samfundsøkonomi under pres, må man enten hæve skatterne, skære i velfærden eller indføre et element af brugerbetaling eller forsikringsprincipper.

- Man skal målrette de offentlige ydelser til dem, der har behov, siger hun.

De Radikale kritiserer tanken om brugerbetaling for at stå i skarp kontrast til regeringens behandlingsgaranti.

Men de to ting behøver ikke udelukke hinanden, siger Carina Christensen, som "står 100 procent bag regeringens behandlingsgaranti".

- Det er klart, at hvis man plukker bestemte ydelser ud, så vil der være mindre behandlingsgaranti. Men det er også sådan i dag, at man har brugerbetaling på tandlægebesøg, siger hun.

Tankerne om, at nogle af de ydelser, som i dag er gratis, skal være forsikringsbaserede i fremtiden, kommer fra bl.a. Venstres formand for sundhedsudvalget, Preben Rudiengaard i Berlingske.

Han bakkes op af Eyvind Vesselbo (V), Jens Kirk (V) og Karsten Nonbo (V).

Politisk ordfører Kristian Jensen siger i avisen, at der efter hans opfattelse ikke er behov for forsikringsordninger. Han vil fastholde princippet om at yde efter evne og nyde efter behov.

/ritzau/

Mens Venstres politiske ordfører blankt afviser forsikringsbetalt velfærd, så er De Konservative mere åbne.

Offentliggjort Sidst opdateret