Regeringen bør droppe sin skepsis og invitere Dansk Folkeparti med i regering efter næste valg.
Det er budskabet fra 52 procent af Venstres og de Konservatives vælgere i en måling foretaget af Gallup. Kun 40 procent er uenige og vil ikke have Pia Kjærsgaard & Co. med, skriver berlingske.dk.
Meningsmålingen kommer efter, at Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, den seneste tid flere gange har luftet muligheden for ministertaburetter. Partiformanden glæder sig over, at de borgerlige vælgere er ved at vænne sig til tanken.
- Jo flere målinger, der viser det samme billede, desto mere positiv vil Venstre og de Konservative være over for at få os med. Det er jo en tilvænningssag, og folk skal lige vænne sig til tanken, fordi det er lidt nyt. Og så må vi gøre op med os selv, hvad vi egentlig vil efter et valg, siger Pia Kjærsgaard til avisens hjemmeside.
Et stort flertal af danskerne er dog stadig modstandere af at optage Dansk Folkeparti i en kommende regering, og de konservative vælgere er stort set delt i to lejre. I det konservative bagland er der stor bekymring for, om Dansk Folkeparti kan være på vej i regering.
Blandt andet mener den konservative folketingsgruppes veteran Helge Adam Møller, at partiet bør forlade regeringen, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alligevel lukker Dansk Folkeparti ind i varmen.
- Jeg synes ikke, at Dansk Folkeparti skal i regering med de Konservative. Vi har et godt arbejdsfællesskab med dem, men vi har ikke et værdifællesskab, som Venstre har, siger Helge Adam Møller.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) nøjes med at understrege, at de Konservative går efter en ny VK-regering, men han mener modsat mange af sine partifæller ikke, der er "noget til hinder" for Dansk Folkeparti i regering.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie