Venstre og De Konservative drejede torsdag rundt på hælen i forhandlingerne om en samlet aftale om danskernes varmeregninger i de kommende årtier.
16 minutter tog det, så var oppositionen ude af forhandlingslokalet igen, selv om forskellen på parterne ifølge klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) er 38 kroner på varmeregningen for den enkelte dansker.
Regeringen havde forud for forhandlingerne barberet en rund milliard kroner af sit oprindelige udspil på 5,6 milliarder, som skal bruges til at gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer.
Men det var ikke nok for oppositionen, der især for Venstres vedkommende står urokkeligt fast på, at der højst skal bruges tre milliarder på vedvarende energi.
- Hvis ministeren ikke kommer ned på tre milliarder, så behøver han ikke engang ringe til os igen, siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.
Martin Lidegaard kalder det "meget svært" at barbere yderligere 1,6 milliarder af sin energiplan.
Dermed hænger energiforhandlingerne i en særdeles tynd tråd, selvom der er fast tradition for at lave brede energiforlig af hensyn til erhvervslivet og forbrugerne.
- Virkeligheden banker jo også på vores dør hver dag, og der er masser af arbejdsgivere og virksomheder, der siger, at vi allerede nu har svært ved at klare konkurrencen, pointerede Venstres finansordfører, Peter Christensen.
Mindre uforsonlige toner lyder fra De Konservative, der dog også i udgangspunktet står fast på, at en ny energiplan ikke må koste mere end 3,6 milliarder kroner i 2020.
- Det er ikke et ultimatum, og vi er ikke fuldstændig kategoriske omkring rammebeløbet, siger De Konservatives energiordfører, Mike Legarth.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie