Wammen: LA's trusler mod finansloven er næppe set før
Det er formentlig aldrig set før, at et regeringsparti truer med at stemme imod sin egen finanslov, siger S.
Kaptajn kaos.
Sådan betegner Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at Liberal Alliance endnu engang har sendt regeringen på randen af kollaps.
Denne gang truer regeringspartiet med at stemme imod finansloven, hvis støttepartiet DF ikke siger ja til de største skattelettelser "i mands minde".
Den trussel fik mandag Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til at tale om, at regeringen risikerer "at gå op i limningen".
- Man må sige, at Dansk Folkepartis formand har givet Lars Løkke Rasmussen og Liberal Alliance en historisk stor lussing.
- Det er helt usædvanligt, at støttepartiet taler om en regering, der risikerer at gå op i limningen. Og også opfordrer statsministeren til at få styr på sit hold, siger Nicolai Wammen og tilføjer:
- Statsminister Lars Løkke Rasmussen minder mere om kaptajn kaos end en statsminister i spidsen for en velfungerende regering.
Spørgsmål: Vi så også under Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister, at der var store uenigheder med støttepartiet Enhedslisten. Der var blandt andet en situation i forbindelse med skatteaftalen i 2012, hvor Enhedslisten beskyldte regeringen for at "pisse på vælgerne". Er det ikke bare en naturlig del af politik?
- Det er helt naturligt, at man er uenig. Men det er højst usædvanligt og vel aldrig set før, at et regeringsparti truer med at stemme imod regeringens egen finanslov.
- På den måde er situationen helt anderledes og mere alvorlig, end det vi har set tidligere, siger Nicolai Wammen.
Normalt må regeringen træde tilbage, hvis den ikke kan samle flertal for sin finanslov. Liberal Alliances trusler kan dermed i yderste konsekvens udløse et valg.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie