49'eren har realistisk OL-chance trods afbrudt parløb
Sportschef i Dansk Sejlunion tror på dansk OL-plads trods Jonas Warrer og Anders Thomsens afbrudte samarbejde.
Den danske 49'er med Jonas Warrer og Anders Thomsen skulle have kæmpet for medaljer for Danmark ved OL i Rio, men grundet manglende evne til at samarbejde er makkerparret gået hver til sit, selv om OL-kvalifikationen er i hus.
Dermed er den danske OL-plads i klassen i fare, men Jonas Warrer satser i stedet på at skabe en konkurrencedygtig OL-båd sammen med Christian Peter Lübeck.
- Vi vil se hurtig progression. I vores univers betyder det, at vi vil se dem i Medal Race ved stævner, hvor der er høj konkurrence. Det er der i Palma, ved EM i 49'er og ved stævnet i Hyeres, siger sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen.
- Her ønsker vi at se to placeringer i top-ti, for at de kan komme i betragtning. Besætningen skal være bygget om enten Anders eller Jonas. Vi åbner ikke op for alle andre, tilføjer han.
Spørgsmål: Hvordan vurderer du mulighederne for OL?
- Som realistiske. Det er en ambitiøs og aftalt plan, som sejlerne og jeg er enige om, siger Thomas Jacobsen.
Han finder det beklageligt, at Jonas Warrer og Anders Thomsen ikke kunne få samarbejdet til at fungere, men der var til sidst ikke andre muligheder end at skille konstellationen ad.
- I samarbejde med den sportspsykolog, vi har tilknyttet, har vi siden, vi kom hjem fra VM i efteråret forsøgt at få relationen til at fungere bedre. Det har vi gjort ved hele tiden at evaluere nogle samarbejdskriterier.
- Det gjorde vi frem til VM i Clearwater for at se, om det kunne rette op på det, men efter hjemkomsten har vi til stor fortrydelse og ærgrelse konstateret, at det ikke har hjulpet, siger Thomas Jacobsen.
Han ønsker ikke at komme ind på, hvad uenighederne drejer sig om.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned