AGF og FCM har planer klar for at få tilskuere på stadion

AGF ligger nummer tre i Superligaen, og på søndag kan østjyderne tage endnu et skridt mod bronzemedaljer, hvis det lykkes aarhusianerne at få succes på Brøndby Stadion. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF vil gøre Ceres Park klar til 9000 tilskuere, mens FC Midtjylland stiler efter 5000 tilskuere på MCH Arena.

Offentliggjort Sidst opdateret

AGF og FC Midtjylland har planerne klar, hvis der fra politisk side gives grønt lys til en forsøgsordning, der tillader mere end 500 tilskuere til superligakampe.

AGF har regnet ud, at den vil kunne lave 18 sektioner med plads til 500 tilskuere, hvilket vil give plads til i alt 9000 tilskuere til en superligakamp på Ceres Park.

Det siger AGF-direktør Jacob Nielsen til Jyllands-Posten. Han påpeger også, at fansene vil blive bedt om at ankomme på forskellige tidspunkter.

- Vi står med optællinger om, at vi kan efterleve de interne protokoller, som gør, at vi vil kunne have op til 9000 på Ceres Park under forsvarlige forhold.

- Vi har tidligere lavet aftaler med vores naboer, blandt andet væddeløbsbanen, og det vil kunne betyde et bedre publikumsflow. Det handler om at dele folk op, så de kommer i forskellige tidsintervaller, siger AGF-direktøren til Jyllands-Posten.

Hos topholdet FC Midtjylland satser man på at få plads til 5000 tilskuere. Det siger Preben Rokkjær, der er FC Midtjyllands marketingdirektør, til klubbens hjemmeside.

- Vi har udarbejdet en plan for, hvordan vi kan opdele MCH Arena i flere sektioner, således vi kan byde op mod 5000 tilskuere til fodbold. Ingen sektioner vil indeholde mere end 500 tilskuere, og der vil være separate P-pladser, indgange, boder og toiletter for hver sektion.

- Herudover vil vi naturligvis have fuld fokus på rengøring, håndsprit og den anbefalede afstand, siger han.

Tidligere har FC København forklaret, hvordan hovedstadsklubben vil kunne lave 21 afsnit i Parken med plads til 500 tilskuere i hvert afsnit.

Flere superligaklubber har givet udtryk for, at det vil være meningsløst og en underskudsforretning at åbne for tilskuere, hvis der kun må være 500 af dem til en superligakamp.

Justitsministeriet har mandag meddelt, at en forsøgsordning med superligakampe med mere end 500 tilskuere skal drøftes politisk.

Ifølge Ekstra Bladet har Divisionsforeningen i weekenden fremsendt en omfattende tilskuerprotokol på 20 sider til Kulturministeriet. Heri beskrives det, hvordan klubberne på forsvarlig vis vil kunne lukke flere tilskuere ind til kampene.

Der blev senest spillet en superligakamp med tilskuere 2. marts. Her overværede 8103 tilskuere opgøret mellem FC Midtjylland og Sønderjyske.

Divisionsforeningen har tidligere givet udtryk for, at det er dens ambition at sikre, at klubberne fra starten af næste sæson kan benytte sig af stadionernes fulde kapaciteter. Næste sæson begynder i slutningen af august eller starten af september.