AGK-træner før gyser: Vi er bedre end Leon

AG Københavns træner Magnus Andersson forudser den sværeste udekamp i klubbens historie, når københavnerne klokken 19 møder spanske Ademar Leon i Champions League.

Magnus Andersson har nemlig et særdeles godt kendskab til Ademar Leons hjemmebane, da han selv har optrådt for klubben.

- Jeg forudser en kamp, hvor vi i perioder kommer under pres, men kommer til at holde fast i vores spilkoncept og bevarer overblikket.

- Det kan godt være, de har perioder, hvor de scorer tre, fire eller fem mål i træk, men set over hele kampen, er jeg overbevist om, at vi er et bedre hold, siger Magnus Andersson til klubbens hjemmeside.

- Det er den sværeste udebane, vi har spillet på til dato, og man skal ikke tage fejl. Det er et utroligt godt hold, vi møder. De kommer med alt, de har, og lader vi os stresse, kan vi tabe, vurderer svenskeren.

AG København topper gruppe D med maksimale seks point efter tre kampe, mens spanierne har vundet to og spillet en enkelt uafgjort.

Det betyder ikke nødvendigvis, at de er dårligere end de danske gæster.

- De har lige spillet uafgjort mod THW Kiel på denne bane, hvilket siger alt om deres styrke. Jeg tror dog på, at vi er bedre taktisk, og spiller for spiller har vi så godt et hold, at vi kan tage to point og bevare førstepladsen i puljen, siger Magnus Andersson.

/ritzau/

Der venter AG København den sværeste udekamp nogensinde mod Ademar Leon, vurderer træner Magnus Andersson.

Offentliggjort Sidst opdateret