Amerikanere slår amerikansk svømmerekord fra samme dag
Matt Grevers, Lilly King, Caeleb Remel Dressel og Simone Manuel tog onsdag aften guld i 4x100 meter mixed medley, da holdet også satte verdensrekord. Foto: /ritzau/AP/Michael Sohn
/ritzau/AP/Michael Sohn
Der er hidtil blevet slået syv verdensrekorder ved dette års VM på langbane i Budapest.
USA slog onsdag aften verdensrekorden, da der skulle fordeles guld i 4x100 meter mixed medley ved VM på langbane i Budapest.
Matt Grevers, Lilly King, Caeleb Dressel og Simone Manuel vandt guld i disciplinen i tiden 3 minutter og 40,28 sekunder.
Den tid var hurtig nok til at slå USA's egen verdensrekord fra onsdag formiddags indledende heat.
Men pudsigt nok var det et helt andet hold amerikanere, der satte formiddagens rekord.
For i det indledende heat bestod det amerikanske hold af Ryan Murphy, Kevin Cordes, Kelsi Worrell og Mallory Comerford, som svømmede de 4x100 meter på 3 minutter og 40,28 sekunder.
4x100 meter mixed medley, hvor både mænd og kvinder deltager på holdene, kom på VM-programmet for to år siden i Kazan i Rusland.
Tidligere på aftenen var der ikke så meget at juble over i den amerikanske lejr. Superstjernen Katie Ledecky måtte se sig slået i finalen i kvindernes 200 meter fri.
Det er amerikanerens første finalenederlag nogensinde ved et VM. Hun har vundet alle de tidligere 12 VM-finaler, hun har været i.
Den rutinerede italiener og indehaver af verdensrekorden på distancen, Federica Pellegrini, tog guldet fra Ledecky.
Med guldmedaljen fratog italieneren også den 20-årige amerikaner muligheden for at kunne tangere rekorden for flest guldmedaljer ved ét VM. Rekorden lyder på seks styks af det fineste medaljemetal.
Tirsdag aften blev Ledecky den mest guldvindende kvinde ved VM i svømning gennem tiderne, da hun kom op på 12 guldmedaljer og slog Missy Franklins rekord på 11 guldmedaljer.
I alt er der blevet slået syv verdensrekorder ved dette års VM i Ungarn.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie