Arsenal sejrer i Özils Premier League-debut

Det ligner en solid forstærkning for Arsenal at få Mesut Özil til klubben. Lørdag stod Özil bag en assist i Arsenals 3-1-sejr ude over Sunderland i Premier League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Özil fik ikke selv scoret, men den tidligere Real Madrid-stjerne stod bag en flot assist til Olivier Girouds 1-0-scoring efter 11 minutter.

Franskmanden Giroud har dermed scoret i Arsenals første fire Premier League-kampe i denne sæson.

Sunderlands indskiftede Craig Gardner fik udlignet til 1-1 kort efter pausen på et straffespark, og så lignede det pludselig ikke længere en sejr til Arsenal.

Arsenals midtbanespiller Aaron Ramsey tog dog sagen i egen hånd i midten af anden halvleg. Ramsey scorede både til 2-1 og 3-1 i det 67. og 76. minut.

Den danske angriber Nicklas Bendtner var ikke med i truppen for Arsenal. Bendtner er på vej tilbage efter en lyskeoperation, men er endnu et stykke fra topformen.

Manchester City skuffede ved kun at spille 0-0 ude mod Stoke, der havde Thomas Sørensen på bænken i hele kampen.

Aston Villa tabte 1-2 på hjemmebane til Newcastle. I den kamp startede Jores Okore inde for Aston Villa, men den danske landsholdsspiller måtte lade sig udskifte med en knæskade efter en halv time.

Angriberen Nicklas Helenius kom ikke på banen for Aston Villa.

/ritzau/