Trods to mål af Robin van Persie og en 3-2-føring undervejs fik London-klubben kun uafgjort 3-3 i sæsonens næstsidste kamp mod Norwich.
Dermed satte holdet to point til i forhold til de øvrige konkurrenter til den tredjeplads, der helt sikkert udløser en Champions League-billet.
Hjemmeholdet kom rigtigt skidt fra land i opgøret mod oprykkerne fra Norwich, der reelt ikke havde noget at spille for.
Det kunne man dog ikke se på gæsterne, der bed hidsigt fra sig og scorede to gange inden for den første halve times spil.
Så betød det mindre, at 32 års fødselaren Yossi Benayoun allerede i det andet minut havde bragt Arsenal foran.
Norwich fortsatte den ihærdige indsats, og der var ikke meget, der tydede på, at hjemmeholdet skulle have point ud af opgøret.
Men Robin van Persie er ikke uden grund valgt som sæsonens spiller af både kolleger og sportspresse.
Hollænderen scorede to gange inden for 10 minutter - hans ligamål nummer 29 og 30 i sæsonen - og bragte dermed Arsenal på vinderkurs med 10 minutter igen.
Så skulle sejren egentlig bare fedtes hjem, men værternes forsvar var i gavehumør, og lod fem minutter før tid Steve Morrison score det mål, der i sidste ende kan gå hen og koste millioner, hvis kvalifikationen til Champions League mislykkes.
Arsenal havde et par kæmpechancer i kampens slutminutter og følte sig blandt andet snydt for et straffespark til Robin van Persie.
Det ændrer bare ikke ved, at afstanden til Tottenham og Newcastle nu er på to point.
Og da forfølgerne har spillet en kamp mindre, risikerer Arsenal at blive overhalet af dem begge, selv om det bliver til sejr i udekampen mod West Bromwich i næste weekend.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie