Astralis får papir på holdkaptajn i tre år mere
Lukas "gla1ve" Rossander har spillet for Astralis siden 2016, hvor han kom til holdet fra Heroic. Nu bliver han yderligere tre år i organisationen. (Arkivfoto.) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lukas "gla1ve" Rossander har forlænget sin kontrakt frem til 2024 med Counter-Strike-holdet Astralis.
Danmarks mest succesfulde Counter-Strike-hold, Astralis, forlænger kontrakten med Lukas "gla1ve" Rossander, der er holdets kaptajn og ingame-leader.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Hans kontrakt stod til at udløbe ved årsskiftet, men 26-årige "gla1ve" har nu forlænget kontrakten frem til sommeren 2024.
Der var overvejelser, om det var tid til at prøve noget nyt, men i sidste ende var beslutningen "ikke så svær" for den danske spiller.
- Jeg er Astralis i hjertet, og uanset hvordan vi vender og drejer det, er det her, jeg føler mig hjemme, siger Lukas "gla1ve" Rossander i pressemeddelelsen.
- For mig handler det om at være et sted, hvor jeg fortsat kan se mig udvikle mig selv som spiller, samtidig med der er store ambitioner og dygtige, professionelle folk hele vejen rundt.
Han fortæller videre, at han er sikker på, at Astralis "kommer til at præge Counter-Strike-scenen i mange år fremover".
Desuden spillede det ind, at han snart skal være far for første gang.
- Når jeg kigger mig omkring, er der bare ingen andre steder, jeg føler, ville give mig samme tryghed og fleksibilitet i den forbindelse.
Astralis' sportsdirektør, Kasper Hvidt, kalder "gla1ve" for "instrumental for måden, vi har udviklet spillet".
- Han er uden tvivl en af verdens bedste i sin rolle og under vores samtaler i forbindelse med kontraktforhandlingerne, har det virkelig slået mig, hvor sulten og ærgerrig, han fortsat er, siger Kasper Hvidt.
Lukas "gla1ve" Rossander har spillet for Astralis siden 2016, der under hans lederskab har vundet rekordmange majortitler - fire styk.
Hans mangeårige holdkammerater Peter "dupreeh" Rasmussen, Andreas "Xyp9x" Højsleth og Emil "Magisk" Reif har også kontraktudløb ved årsskiftet, men deres fremtid kendes ikke endnu.
Astralis nyeste tilføjelse, Lucas "Bubzkji" Andersen, har kontrakt med organisationen i det nye år også.
Han blev forfremmet til startfemmeren, efter stjernespilleren Nicolai "dev1ce" Reedtz i april blev solgt til svenske Ninjas in Pyjamas.
De ellers så sejrsvante Astralis-spillere har endnu ikke løftet et trofæ i 2021.
I sidste uge røg holdet ud i semifinalen ved IEM Cologne.
Det var første gang siden coronapandemien, at en turnering ikke blev afholdt online. I stedet foregik det på et hotel i Köln.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie