Australian Open-semifinalist har sænket skuldrene

Amerikaneren Madison Keys er klar til semifinalen i Australian Open efter sin kamp mod ukrainske Elina Svitolina. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters

Madison Keys kunne tidligere føle sig lammet på banen, men nu lægger tennisspilleren mindre pres på sig selv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den erfarne tennisspiller Madison Keys er ved at finde sig rette med, at det måske aldrig bliver til en grand slam-sejr i hendes karriere.

Amerikaneren skal torsdag spille semifinale i Australian Open, hvor verdensranglistens nummer to, polakken Iga Swiatek, venter.

Den 30-årige Keys har før stået i en semifinale i en grand slam-turnering, en enkelt gang også i en finale, men trofæet er udeblevet.

Sker det også denne gang, er det ikke jordens undergang for amerikaneren.

- Jeg er ved at nå dertil, hvor jeg kan sætte pris på min karriere for det, den har været. Jeg behøver ikke at have vundet en grand slam, for at jeg kan se på min karriere og sige, at jeg har gjort det godt og givet alt, hvad jeg havde, siger Madison Keys.

Hun har været professionel, siden hun var 14. Før i tiden følte hun, at hun skulle vinde en grand slam for at kunne sige, at hun havde levet op til sit potentiale.

- Det gjorde spillet meget mindre sjovt. Der var tidspunkter, hvor jeg følte mig lammet på banen, fordi det føltes som noget, der var nødt til at ske - i stedet for at give mig selv muligheden for at gå på banen og potentielt få det til at ske, siger den rutinerede amerikaner.

Hun har tidligere spillet mod Iga Swiatek, opgør som polakken har vundet fire ud af fem gange. Den 23-årige Swiatek har vundet flere grand slam-titler, men aldrig i Australien.

Hvis hun vinder mod Madison Keys vil det være hendes bedste resultat i Australian Open til dato.

- Det er noget, jeg gerne har villet forbedre. Det er ikke sådan, at jeg har noget at skulle bevise. Det handler om at tro på det. Jeg føler, at jeg tror mere på det nu, siger Iga Swiatek.

De to møder hinanden i Melbourne torsdag formiddag dansk tid. Den anden semifinale hos kvinderne spilles også torsdag. Her er spanske Paula Badosa oppe imod verdensetteren, belarusiske Aryna Sabalenka, som har vundet Australian Open de sidste to år.

Foruden finalepladser er topplaceringen på verdensranglisten også i spil. Hvis Sabalenka ryger ud til Badosa, overtager Iga Swiatek pladsen som verdensetter.

Det ventes dog, at Sabalenka og Swiatek begge vinder deres respektive semifinaler. I så fald skal i de finalen både kæmpe om grand slam-trofæet og toppen af verdensranglisten.

/ritzau/Reuters