Barcelona-chef tilfreds trods uafgjort: Vi udbyggede føringen
Hansi Flick omfavner Gavi efter 1-1-kampen mod Real Betis. Foto: Albert Gea/Reuters
FC Barcelona måtte nøjes med 1-1 mod Real Betis og udbyggede forspring til Real Madrid, der tabte.
FC Barcelona missede lørdag en mulighed for at slå et hul på seks point til forfølgerne fra Real Madrid i toppen af den spanske liga.
På hjemmebane måtte cheftræner Hansi Flicks mandskab nøjes med 1-1 mod Real Betis.
Selv om Flick ærgrer sig over resultatet, er hans humør overvejende positivt, når han gør status for en uge, hvor holdet også spillede sig frem til den spanske pokalfinale.
Det skyldes ikke mindst, at Real Madrid tidligere på lørdagen tabte til Valencia, så Barcelona har et forspring på fire point i tabellen med otte kampe tilbage af sæsoson.
- Vi er i den spanske pokalfinale, og selv om vi måtte nøjes med uafgjort, så har vi udbygget føringen i toppen af ligaen, siger Flick.
- Jeg er glad. Vi står i en fantastisk situation, siger den tyske Barcelona-træner.
Humøret var tidligere på lørdagen anderledes tungt hos trænerkollegaen Carlo Ancelotti i Madrid.
På hjemmebane måtte Ancelotti se sit hold brænde et stort antal chancer og tabe med 1-2 til Valencia fra bunden af rækken.
- Det var ikke et fortjent nederlag.
- Kunne vi have gjort det bedre? Helt sikkert, men det skyldes ikke manglende vilje. Vi fortjente sejren, og det var detaljer, der afgjorde det, siger Carlo Ancelotti om nederlaget.
Han anerkendte umiddelbart efter kampen, at det kan blive svært at overhale FC Barcelona i mesterskabskampen. Det var dog, inden Barcelona måtte nøjes med 1-1 mod Real Betis.
- Vi har mistet en mulighed for at kæmpe om mesterskabet med fuld kraft, sagde han og nævnte, at holdet er med fremme i andre turneringer.
Ancelotti fremhævede, at Real Madrid har kvalificeret sig til den spanske pokalfinale, hvor Barcelona venter, og at holdet fortsat er med i Champions League.
Real Madrid og FC Barcelona har vundet ni af de seneste ti mesterskaber i spansk fodbold.
De regerende mestre fra Real Madrid har taget fire titler, mens Barcelona har hentet fem. Atlético Madrid, der i øjeblikket indtager en tredjeplads i ligaen, har vundet et enkelt mesterskab.
/ritzau/Reuters/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie