Benzema begynder at imponere Real-bosser

Efter en ganske svær første tid begynder franske Karim Benzema så småt at overbevise folk i og omkring Real Madrid om, hvorfor han for 18 måneder siden blev hentet til klubben fra Olympique Lyon.

- Vi vidste godt, at vi fik en fantastisk spiller, og dag for dag så viser han mere og mere målrettethed, siger sportsdirektør Jorge Valdano.

Søndag aften spillede Benzema en hovedrolle, da han med to mål var med til at sikre Real Madrid en udesejr på 3-1 over Racing Santander.

- Han er en fortræffelig spiller, men også en meget ung fyr, som vi ser er ved at modnes. Han har ikke været her så længe. Og da han kom, var det første gang, at han forlod sit hjemland og sit hjem. Alle mennesker tilpasser sig ikke den slags i samme tempo, siger Valdano.

At Real Madrid har været i tvivl om, hvad man kunne forvente af Benzema, blev gjort klart, da klubben i januar hentede Emmanuel Adebayor på en låneaftale, fordi argentinske Gonzalo Higuain var ude med en skade.

Men den konkurrence synes at have skærpet den franske angriber, der selv peger på, at arbejdet med den nye træner Jose Mourinho også er begyndt at give resultater.

- Jeg har det bedre, end jeg tidligere har haft. Jeg er en anden spiller, jeg har det godt fysisk, men også inde i hovedet. Mourinho har arbejdet meget med at få det mentale på plads, og jeg har det virkelig godt, siger Benzema.

I alle turneringer er det blevet til 17 mål for Benzema i det halvandet år, han har været i klubben.

/ritzau/

Real Madrid ser tegn på, at Karim Benzema begynder at modnes i klubben. Selv giver han Jose Mourinho æren.

Offentliggjort Sidst opdateret