Bestyrelse gennemtrumfer warrants i Brøndby

Formand Aldo Petersen og resten af Brøndbys bestyrelse kan fremover incitamentsaflønne sig selv med aktieoptioner, de såkaldte warrants.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods massiv modstand på tirsdagens ekstraordinære generalforsamling, så havde bestyrelsen så mange stemmer, at det ikke var noget problem at få trumfet forslaget igennem.

Aldo Petersen mener, at bestyrelsen skal have en gulerod for deres arbejde, der indtil videre har medført en aktieudvidelse på over 100 millioner kroner i foråret. Endnu en udvidelse på 87 millioner kroner er allerede sikret. Og mere kan være på vej.

- Selvfølgelig vil jeg gerne tjene penge på den indsats, som jeg og mine bestyrelseskolleger yder.

- Jeg synes, at det er et kæmpe aktiv for en klub at have en bestyrelse, som er i stand til at skabe investorinteresse og tilføre 200 millioner kroner efter et kritisk forløb, siger Aldo Petersen med henvisning til Brøndbys truende konkurs for under et år siden.

Formanden vil hellere have aktieoptioner end få udbetalt et større vederlag for sit bestyrelsesarbejde.

- Først og fremmest synes jeg, at det er bedre, at pengene bliver i kassen.

- Det er ikke nogen god idé, som mange aktionærer tror, at tage penge ud af kassen og kontantaflønne. Det er meget bedre at motivere folk til at arbejde på at skabe værdier, siger Brøndby-formanden.

Aldo Petersen lyttede til de mange modstandere på den ekstraordinære generalforsamling og slog fra talerstolen fast, at bestyrelsen ikke vil benytte sig af muligheden i "den kommende periode" frem til generalforsamlingen til foråret.

Tirsdagens ekstraordinære generalforsamling vedtog samtidig, at direktionen og nøglemedarbejdere samt klubbens fodboldspillere skal kunne tilbydes warrants.

Formand for Brøndby Supporters Trust, Sune Blom, er generelt glad for, at Brøndby nu kan tiltrække dygtige folk med warrants. Men han ville gerne have nedstemt forslaget om, at bestyrelsen også kan aflønnes på den måde.

- Nu får man nogle metoder til at aflønne spillere og medarbejdere, som giver meget god mening. Det er vi meget tilfredse med.

- Bekymringen går på, at de her warrants også vil skabe incitament for bestyrelsen. De er i forvejen valgt til at varetage aktionærernes interesserer, så det burde ikke være nødvendigt med yderligere incitament.

- I stedet kan der opstå en skævvridning mellem de langsigtede forretningsmæssige og sportslige mål for klubben og de kortsigtede indtjeningsmuligheder for bestyrelsen, siger Sune Blom.

/ritzau/