Blichfeldt slår to badmintonrivaler i kapløb om OL-plads
Mia Blichfeldt har været skadet de seneste uger. Alligevel har et sportsligt udvalg i Badminton Danmark vurderet, at Blichfeldt er det bedste danske OL-kort i damesingle. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Tre danske damesingler var i spil til OL. Den eftertragtede plads går til Mia Blichfeldt, oplyser forbundet.
Tre badmintonspillere har de seneste måneder jagtet en enkelt dansk plads i damesingle ved OL i Paris.
Onsdag blev spændingen udløst, da Mia Blichfeldt blev tildelt den eftertragtede plads. Det oplyser Badminton Danmark.
Valget af 26-årige Blichfeldt betyder samtidig, at de to rivaler, Line Kjærsfeldt og Line Christophersen, er blevet fravalgt til at repræsentere Danmark ved legene i Frankrigs hovedstad.
Det er et sportsligt udvalg, der har peget på Blichfeldt som det stærkeste danske OL-kort i damesingle.
Trioen er tæt placeret på verdensranglisten, og Line Kjærsfeldt har måske ekstra grund til at være ærgerlig, da hun er placeret lige foran Blichfeldt på ranglisten som nummer 21. Blichfeldt er nummer 22.
Line Christophersen indtager en placering som nummer 27.
Til det nyligt afholdte hold-VM for kvinder, det såkaldte Uber Cup i Kina, repræsenterede Line Kjærsfeldt og Line Christophersen Danmark i damesingle. Danmark røg ud i kvartfinalen efter et nederlag til Kina.
Mia Blichfeldt havde meldt afbud med en bruskskade i knæet. Dengang udtalte landstræner på kvindesiden, Jesper Hovgaard, at han ville savne Blichfeldts høje topniveau i turneringen.
Ud over Mia Blichfeldt er der sat navne på yderligere otte spillere, der er udtaget til OL i Paris.
I herresingle stiller Danmark med den regerende olympiske mester, Viktor Axelsen, og Anders Antonsen.
I herredouble skal duoen Kim Astrup og Anders Skaarup forsøge at lave et stort resultat. Det samme skal Sara Thygesen og Maiken Fruergaard i damedouble.
I mixeddouble sender Danmark Mathias Christiansen og Alexandre Bøje til Frankrigs hovedstad.
Badmintonturneringerne ved OL afholdes fra 27. juli til 5. august. Der er lodtrækning 12. juli.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie